torsdag den 8. marts 2007

Virksomhedsbesøg


I går var jeg på rundvisning på Selkasan med Henning som guide.

(billedet herunder er af ældre dato, de er meget længere med opbygningen)




Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, jeg fik naturligvis ikke ros for mit fodtøj, idet jeg havde valgt at spadserer turen derud (ca. 4 km) i sandaler. Nu er sikkerhedssko ikke en del af min rejsebagage, så jeg havde gjort op med mig selv, at jeg jo bare måtte se mig godt for og så iøvrigt vaske fødder og sandaler når jeg kom hjem.


Henning tog imod mig ved porten som aftalt og efter at have fået en gul sikkerhedshjelm, startede vi rundturen. Vi var under maskinen, på niveau med maskinen og over maskinen. Jeg har set maskinen nogle gange i Grenaa og havde svært ved at se det er samme maskine. Nu ved jeg ikke om man kan sige at en papirmaskine er flot! Men den er ihvertfald shinet godt op bl.a. har tyrkerne malet den, så den ser mindre brugt ud.

For mig at se er de kommet rigtigt langt, men nu mangler jo al teknikken og strømmen ikke at glemme - og så lige detaljen med at få papir på.

Så besigtigede vi udendørsarealerne, der hvor alt materialet havde ligget (en kæmpe plads), er der nu alene små dele tilbage. Vi så det tidligere malerværksted (de har nu en hal) som er bygget op af baller af returpapir, der var engang et tag, men det blæste af, så nu er udsugningen i orden. Der er 20 malere beskæftiget, men nu arbejder de jo heller ikke lige hårdt alle sammen - hele tiden.

Herefter skuede vi udover pladsen med alverdens ting og da var det jeg fik øje på hundehvalpene! Så glemte jeg alt om sikkerhed og sandaler og så måtte det jo gå galt. Jeg havde held til at træde en jernstang ind mellem sandal og venstre fod, så nu sidder jeg stille med en hævet fod og tre blå tæer. Jeg håber, at jeg bliver klar til løbetur på søndag, men nu må vi se.

Herefter humpede vi videre (jeg gjorde) og så den nuværende papirmaskine (udefra), den nye lagerhal, omklædningsrum, kontorer m.v.

Undervejs på turen hilste jeg naturligvis på banditternes arbejdskammerater, de var allesammen meget smilende og venlige og ønskede mig velkommen.

Det var lidt morsomt at gå rundt på en tyrkisk papirfabrik og se så meget dansk tryk og skrift, men stort set alt, der er brugt til opbygningen, kommer jo fra Grenaa.

Alt i alt en meget interessant rundvisning - hvis du har lyst at følge opbygningen kan du se og læse meget mere på www.jo-tec.dk



2 kommentarer:

Unknown sagde ...

god bedring med de blå

kh
Inge, Jørgen og vov

Anonym sagde ...

Av, av, av for f....., stakkels dig.Godt du har tre uger til at komme dig til vi skal indtage Cesmes-halvøen og Izmir!
God bedring.
KH Grethe