Korrektion med korrekte data

Korrekte data om Manisa og området

Johannes fra nabohuset har været så venlig at sende mig nedenstående data om Manisa og området, disse data er bedre dokumenteret end det jeg tidligere har skrevet - tak Johannes!

Lidt om området vi befinder os i.Industriområdet ligger lige ved siden af byen Manisa, ca. 40 km. fraIzmir, og mellem 2 bjergkæder hvis højde er ca. 1200 - 1500 meter.Området, som hedder Manisa Oganized Industrial Zone, er på i alt 510hektar.
Her er der på nuværende tidspunkt 128 store virksomheder, hvorafSelkasan er en af de mindste. Her bliver der produceret alt mellem himmelog jord, og lidt oplysninger om nogle af de største virksomhederillustrerer tydeligt hvor stort det er. 65 % af alle Tyrkiske TV apparaterbliver lavet her, sammen med 17 % af alle TV til Europa. 26 % af alle aircondition- anlæg på verdensplan bliver også lavet her. En stor Italiensk cykelfabrik har også til huse her i området, og hvis man skal tro en lokal Internet side, bliver 35 % af hele verdens cykler lavet herpå denne fabrik!
De 128 virksomheder beskæftiger omkring 23.000 mennesker - en enkelt afvirksomhederne har 4.000 ansatte. Området har egen politistation, egengendarmeri - som er en slags politisoldater, egen redningsstation og også flere Moskéer med højtalere i tårnet så de religiøse budskaber kan blive forkyndt ud over alle fabrikkerne en 4-5 gange dagligt - den første gang allerede kl. 5:30 om morgenen!
Mange af vejene i industriområdet er firesporet, med midterrabat, men det er også nødvendigt når så mange mennesker skal til og fra arbejde. Stort set ingen kører i egen bil til deres arbejde - fabrikkerne har ingen P pladser - så alt transport foregår i busser som sandsynligvis er betalt af arbejdspladsen, som en del aflønnen. Mange af busserne er almindelige 45 personers, men der er også en del mindre til 10-12 personer. Lidt simpel hovedregning fortæller at der skal bruges en 5-600 busser til at transportere folk på arbejde om morgenen, og lige så mange om aftenen når alle skal hjem igen ! ...dertilkommer næsten lige så mange lastbiler med gods og byggematerialer, såtrafikken er tæt og kaotisk.
Som nævnt før er lysreguleringer og fuld stopskilte kun vejledende, så det er lige før der kræves 4 danskere for at begå sig her i en bil - en til at styre og bremse, og 3 til holde godt udkig til alle sider så man ikke bliver tromlet ned.

En talende vægt

Dette er til mine kvindelige læsere - fordi de forstår det!

Efter 14 dage med daglig motion, løbetur om søndagen, sund kost, stort set ingen slik, appelsiner, grape og solmodne tomater, er jeg begyndt at føle mig lidt lettere.

Det kender du godt - ikke?

Så er det jo sådan med os kvinder, at vi gerne lige vil have vægten tjekket (jeg vil ihvertfald), for det kan jo ikke gå at vi bilder os noget ind.

I Migros (det lokale supermarked) står en vægt og for 0,50 TYR kan man blive vejet. Jeg var alene i Migros i går, så det var jo oplagt at prøve (på en go` dag).

I med pengene og op på vægten- og så skete det: Min vægt blev "råbt" udover hele Migros! Jeg var ikke lige forberedt på, at det var en talende vægt, så jeg fik slet ikke rigtig fat i hvad der stod i displayet i første forsøg. I med en ny mønt -og denne gang var jeg cool, der er jo for pokker ingen i Migros der kender mig og iøvrigt var der slet ikke noget at være flov over....

Resultatet var så godt, at jeg på stedet bestemte mig for at bage kager - det siger vel det hele.

Bikinisæson come on......

Markedet i Izmir

En af markedsgaderne i Izmir.



Søndag eftermiddag drog en bilfuld afsted til Izmir. Peter er ret god til at finde rundt i millionbyen, så det er en fornøjelse at have ham med som guide og chauffør. Peter har en speciel teknik, ned med vinduet, ud med armen eller hånden og på måde kan han stoppe trafikken til egen fordel.

Temperaturen steg 5 grader på turen fra Manisa til Izmir og på humørskalaen blev det også bedre, for nu var der flere oplevelser i vente. Det var også Henning`s første tur på markedet i Izmir.

Vi fik shoppet - alt koster ingenting og kun det halve når der er pruttet om prisen. Vi fik købt bælter, bluser, taske og sko. Jeg fik ikke ros for min første handel (skoene), jeg gav mig for let og for hurtigt, men der var udstrakt service i forretningen og det kan jo også blive SÅ billigt, at det er helt flovt at presse prisen mere. Jeg blev bedre i løbet af dagen og gav endda et køb tilbage, da vi alligevel ikke var enige om prisen (jeg ville ellers godt have haft de t-shirts).


Vi fik også set lidt forskellige gader i Izmir. Der var gang i at plante forårsblomster ud rigtig mange steder, det varer nok lidt inden I kan gøre det i Danmark!



Vi havde en meget sjov oplevelse: Da vi slentrede rundt i gaderne, kunne vi pludselig høre Trille synge: "Langt ude i skoven", musikken kom fra en af de små forretninger og indehaverne stor grinende da vi stilte os op udenfor forretningen og sang med.



Alle var med da jeg prøvede sko!

Bjergtur med hjælperytter

Søndag er ugens fridag og den skal alle helst have noget ud af. Der er tradition for at løbe en tur i bjergene, denne søndag var turen rykket frem til kl. 9.30. Lars Bo havde i højt humør lørdag aften sagt at han gerne ville med på Asger`s cykel. Det var en fin ide, så kunne han også nyde udsigten og iøvrigt tage lidt billeder. Det første billede her er taget lige efter den første bakke er forceret (endnu inden hånden ryster), da er humøret stadigt højt og tempoet moderat.

Billede nr. 2 er taget i svinget på samme bakke og så ved jeg ikke helt hvad der skete, for der kom ikke flere billeder fra resten af turen.

Billedet er iøvrigt fra første omgang, jeg løb to omgange (dog uden Meldabakken 2. gang) 10 km siger Asger, det synes jeg er meget godt i det noget kuperede terræn.

Jeg løb 2. omgang alene og tro mig det er ikke almindeligt at se en kvinde løbe rundt i korte bukser (med så hvide ben) en søndag formiddag, jeg fik endda nogle tilråb fra håndværkerne ved bageren.... Godt jeg kan løbe fra dem!

Det er en hård tur og vores hjælperytter måtte da også ned og trække cyklen ind imellem, men vi er alle glade og stolte over de resultater vi nåede, vi må se hvad vi kan drive det til næste søndag.

Så var vi resten af dagens oplevelser! Ja, nogen skulle lige hvile sig lidt først.....

Kun den rigtige vokal gælder

Lørdag havde vi aftalt, at vi skulle gentage succen med hjemmelavet mad, denne gang med deltagelse, af de der havde lyst, fra "det grønne hus".

Så i frokostpausen lørdags mødtes jeg med Lars Bo og Peter på markedet bag Migros. Vi købte flotte friske grønsager til billige penge. Derefter gik turen til Migros, hvor vi denne gang har meget opsatte på at skulle have oksekød.

Vi havde en lille udfordring, ingen vidste hvordan man siger "KO" på tyrkisk. Nå, men Peter er ikke så rådvild, så han sagde til den unge mand bag disken at vi gerne ville have noget MUH og ikke MÆH. Det fik altså ekspedienten til at se noget "fåret" ud og mens Peter gentog seancen, stod Lars og mig bagved og var ved at dø af grin.

Så fik Lars øje på en skilt med en ko og ivrigt pegede han på det. Så skete der noget, for nu var ekspedienten med på bare noget af det vi mente.

Vi kunne ikke få hakket oksekød (!!!), men hele stykker oksekød i flere forklædninger. En venlig mand der stod i køen (og sikkert morede sig) spurgte om han skulle hjælpe med de sproglige udfordringer (sådan er tyrkerne, meget meget hjælpsomme) og på den vis fik vi 8 lækre bøf med hjem.

- og selvom der kun er en vokal til forskel, var vi glade for at vi denne gang havde skudt koen og ikke lammet!

Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor historien blev fortalt nogle gange!

PS: ko = inek

Kender du det?

... at have set en ting du rigtigt gerne vil have?

I mit tilfælde er det ganske uskyldigt og endda billigt (Henning). Jeg havde nemlig set de lækreste ½ liters CarteDor is i Migros og fra jeg slog øjene op i morges, tænkte jeg på is is is.

Jeg trak den til kl. 13.30, så spændte jeg skoene, stoppede en teske i lommen og sprintede ind til Migros. En time senere var jeg hjemme igen med ro i sjælen og et tilfreds smil - det var lige så godt som jeg havde drømt om, men ikke billigt som jeg havde troet - 30 kr. for ½ liter is, så er den betalt!

Tror temperaturen i dag har sneget sig op på 15-17 grader, snart for varmt med trøje :-))

God weekend til jer alle!

Danske bøffer med tyrkisk smag

I går fejrede vi, at Henning har været i Tyrkiet i 50 dage. Så efter 50 dage med mad i foliebakker, skulle aftensmaden være hakkebøf med bløde løg, kartofter og sovs - naturligvis til alle banditterne.

Jeg er jo den lille husalf, så min opgave var at have maden klar til aften - det ville jeg rigtigt gerne!

Nu var det jo hakkedrenge, banditterne var blevet lovet, så jeg fik en mindre udfordring da jeg kunne dufte at kødet ikke var oksekød, men lammekød....

Nå, men da havde jeg stegt et kg løg og alt andet var kørt i stilling (havde endda fundet rødbeder i Migros), så der var ikke andet at gøre end at tilbedrede maden som om det var oksekød. Jeg må sige at resultatet var overraskende godt, men nu skylder jeg jo stadig en gang hakkedrenge... Fair nok, det skal de få en anden dag.

Lidt anderledes mad skaber hurtig en god stemning og der blev skålet og smovset til den store guldmedalje - jeg sagde til banditterne at denne glæde over at få serveret "dansk"mad, skal de huske at vise deres familie, når nu de kommer hjem igen.

Så selvom sovsen var lidt "ulden" i smagen gled det hele ned - ingen rester til hundene, synd!

Tina

Den måtte jo komme

Merhaba!

- og nej det er ikke hjemve jeg snakker om, derimod solen og varmen.

I dag er den foreløbig bedste dag, det har virkelig været varmt og godt - lidt underligt at det lige er på dagen hvor Danmark er vågnet op til snestorm.

Her er det til korte ærmer og bare tæer, så det er lige før jeg fik stress af arbejdet... Ville bare så gerne ud i det gode vejr. Nå, men jeg har nået det meste og det er ret godt efter tyrkisk standard.

Jeg synes lige at jeg ville vise udsigten fra min arbejdsplads, bemærk fotoet på skrivebordet, det er Line og Mette der sidder og smiler sødt til mig (eller Henning) - det er bare skønt!

Nu er det her jo ikke en politisk debatside, men jeg bliver altså lige nødt til at få luft.

Jeg har fundet mine argumenter for hvorfor Tyrkiet ikke umiddelbart skal med i EU (og nej Poul Erik det er ikke fordi de går med tørklæde) - de behandler simpelthen ikke deres hunde godt. I går mødte jeg på gåturen tre små hundehvalpe, der løb og legede lige op af den tresporede vej, hvor biler og lastbiler drøner forbi - GYS. Det tog lidt tid inden jeg fik dem rystet af mig og bragt i rimelig sikkerhed - så måtte jeg lade være med at tænke mere på dem. I dag så jeg en hund - Ann: det her skal du nok ikke læse - der var i så ringe stand at den dårligt kunne stå på sine ben, men ak, det kan jeg jo ikke gøre noget ved. Alle tæver her har mælkefyldte patter og slæber sig afsted. Jeg har endnu ikke set en hund med logrende hale lige i vejret. Nå, tyrkerne bruger hundene på anden måde end vi gør og de vil sikkert synes at jeg er ganske hysterisk hvis de ser hvordan jeg behandler Freya (og andre hunde).

Naboerne er kommet hjem fra ferie, så nu er der lidt mere liv på vejen.

Her i huset er nedtælling til de næste hjemrejser startet, jeg kan godt forstå at de glæder sig til at komme hjem til familien - et rigtigt godt afbræk i den daglige trommerum.

I dag har der været klart helt op til bjergtoppene, det er vist sjældent - så jeg har naturligvis taget nogle flotte billeder. Frugttræerne er fuldt udsprunget og står i fuldt flor.

Jeg kan jo kun håbe at I nyder sneen - det er jo også et specielt syn og helt naturligt for årstiden.

Ha` det godt allesammen

Tina

Facts om Manisa

Nu kunne en eller anden jo tro at Manisa er en lille flække langt ude på landet.
Det er langt ude på landet, men langt fra en lille flække. Sidst byens indbyggere blev talt boede der 214.400 i Manisa (sådanne oplysninger står på byskiltet ved indkørsel til en tyrkisk by).

I industriområdet ligger der 70 store fabrikker og der er beskæftiget ca. 15.000 mennesker. Mange af dem kommer med busser fra Izmir om morgenen. Efter hvad jeg har fået fortalt er området i fortsat vækst, så det bliver spændende hvor stort det ender med at blive.

Som det fremgår af foto, taget fra bjerget, er der virkelig mange sovepladser i Manisa, de fleste i store boligblokke.

Moskeer dukker op flere steder, der skal mange til at rumme så stor en befolkning. Det er nu ikke meget vi hører fra moskeen, men ind imellem hører vi der bliver kaldt til bøn.

Smog, solskin og bjergkørsel

Kære alle

De sidste dage har budt på flere gode og anderledes oplevelser.

Forleden var jeg ude at "undersøge" et nyt område af Manisa. Jeg gik ikke mod byen, men istedet mod boligkvarterer i udkanten af byen.
Jeg oplevede to gange på turen at tyrkere spurgte mig om vej - ligner jeg allerede en indfødt? NEJ, men jeg må jo have set tilpas målbevidst ud.
Jeg måtte skuffe dem, udover jeg fornemmede at de ikke kunne finde vej, anede jeg ikke hvad de spurgte mig om, og så er det jo svært at svare!
Nå, men jeg så på boligkvarterer og det var en blandet oplevelse. Jeg kan ikke helt forstå at man i et land med så megen plads (Tyrkiet er jo kæmpe stort), vælger at placerer blokke og huse så tæt op af hinanden og stort set uden grønne områder. Rod og halvgjort arbejde er en del af at være sydpå, så det vænner jeg mig sikkert til, men svinderiet med affald synes jeg er en underlig mentalitet, men måske ser de det ikke.

Lørdag kørte jeg en tur med til Izmir. Peter F. skulle i lufthavnen og Lars A. havde tjansen med at køre ham derind. På turen kunne jeg opleve lidt mere end da vi kørte her til Manisa sidste mandag aften (der er allerede snart gået en uge), alene af den grund at det var lyst. Der var et sandt mylder i Izmir, alle de biler og alle de mennesker! Peter og Lars har begge været der nogle gange, så det blev en fin guidet tur - set fra bilen. Temperaturen i Izmir var ca. 5 grader højere (bedre) end her i Manisa, men der var lige støvet og beskidt.

Jeg blev sat af på det lokale marked da vi igen kom til Manisa. Det var et fint marked med lidt af hvert og noget af alting. Mange flotte grønsager, frugter og fisk til næsten ingen penge. Da jeg skulle gå hjem, begrænsede jeg mine indkøb til en opvaskebørste og en pakke klemmer. Brødet jeg købte var spist inden jeg nåede hjem.
Der var ikke mange på markedet med lyst hår og røde støvler - så jeg skal love for at der blev gloet på mig. Det var en lidt underligt fornemmelse, men jeg så altså anderledes ud - så hvis jeg ville være "usynlig" en anden gang, skal jeg måske tænke over påklædningen.

Lørdag aften var mine samboer i ekstra godt humør - det var nemlig weekend og en hel fridag ventede forude. Dejlig afslappet stemning mens jeg sammen med resten af huset spiste min første bakke mad fra fabrikken - og det smagte faktisk okay. Vi kan ikke helt finde ud af om nogen på fabrikken har fortalt (bedt dem om) at jeg nu er her, der kommer ihvertfald en ekstra bakke mad med hver dag, indtil videre er det fint nok, det har været veltillavet og smagt godt. Så må vi se om det varer ved, det er luksus ikke selv at skal lave mad.

Søndag morgen var der ro i huset lidt længere end til hverdag, men alligevel fornemmelse af at vi skulle op, så alle kunne få noget ud af fridagen.
Efter morgenmaden blev der pustet til nullermænd på værelserne. Resten af huset havde jeg gjort rent lørdag (og nej, jeg er ikke hausfrau...), så det var nemt for gutterne at få overstået den del af arbejdet.
Asger og Henning var søde at tage mig med på løbetur i bjergene. HOLD DA OP det var hårdt. De første 800 m var opad opad opad, jeg skal love for at pulsen kom i vejret. Nå, jeg hang på stort set hele turen, måtte kun ned og gå en enkelt gang. Asger og Henning synes jeg klarede turen fint (de er så søde) og jeg var bare glad for at overleve. Nå, nu ved jeg hvad der venter mig næste gang, nu hvor jeg har prøvet ruten.

Så var det solskin og lunt udenfor, hvor nød solen lidt inden vi - med Lars Bo som chauffør - kørte mod bjergene. Vi kørte højt op 1.050 meter og kunne se udover hele Manisa, imponerede. Det er rigtigt hvad de siger - der er koldt på toppen - temperaturen faldt 9 grader på turen opad. Vi var ude flere gange på turen for at tage billeder - se i toppen af billedet.
Lars Bo synes vi skulle se flere seværdigheder så vi var gennem byen - jeg tog billeder af bagerforretninger, som vi kan sende til Pia (Lars`s kone der bager brød i Fjellerup). Vi sluttede bybesøget hvor bus nr. 4 holder (det kan jeg fortælle om senere).

Søndag aften var vi inviteret i byen og spise. Johannes ville i anledning af sin fødselsdag i dag (19/2) give middag med øl i cafeen ved MiGros (lokalt supermarked hvor de har alt, meget flot og rent). Vi fik dejlig oksebøf med championsause og ris. Det var rigtigt hyggeligt at være sammen alle mand. Johannes fik en gave, kiks til hele den kommende uge, han blev oprigtigt glad, men det er jo også rart at få nyttige gaver.

På vej hjem kom knejterne op i chaufførerne i de to biler, så der var ræs om at komme først hjem - vi vandt!

I dag kæmper solen med skyerne - jeg tror den vinder :-)

Håber at I alle har det godt.

Tina

Som tiden dog går i godt selskab

Kære allesammen

I går oplevede jeg noget, jeg ikke har oplevet siden jeg fik hund for snart 6 år siden. Jeg var ikke udenfor en dør hele dagen. Først da regnen ved 20.30 tiden i aftes holdt, trak jeg sammen med Henning i jakken og jeg fik en guidet tur i området. Det var lidt svært at se de forskellige ting, men nu ved jeg - om ikke andet - i hvilken retning tingene ligger.
De unge mennesker hernede mødes, om aftenen, ved en lille rasteplads/park lige her i nærheden. Her står de unge mænd og får sig en øl, mens musikken drøner ud af bilruden. Bag dukkede ruder i andre biler sidder kærestepar og hygger sig. Henning fortæller at nogle også overnatter i bilerne, de kommer omkring dem når de kører på arbejde om morgenen.

I dag har der været helt anderledes blus på solen og det inviterer jo til at komme ud. Jeg spændte derfor løbeskoene på for at gå ind til Manisa by i formiddag. Der var stadig meget sjappet på fortove/veje efter regnen i går, men luften var frisk og en lille times tid efter jeg var startet hjemmefra, var jeg inde i byen. Det var interessant at se hvordan tyrkerne bor, sjovt nok helt som jeg havde forestillet mig.
Der var megen aktivitet i byen, mange mennesker på gaden, meget byggeri og masser af biler.
Jeg måtte jo lige ind og besøge nogle af de små forretninger og sige "Merhaba" til tyrkerne.
Der var intet interessant at købe, så der må nok findes flere forretninger i byen et eller andet sted.
Der var endnu engang store kontraster. De små købmændsforretninger ville ikke få en smiley af sundhedsmyndighederne, men jeg så til gengæld den flotteste køkkenforretning, med køkkener i samme stil og kvalitet som i Danmark - gud ved hvor de bliver stillet op? Det kan umuligt være i de boligblokke der ligger tæt i byen.

Selvom det indtil nu har været koldt hernede og med nattefrost, er flere af frugttræerne sprunget ud, det ser lidt sjovt ud, for de grønne blade mangler.
Roserne er klippet og står med fine skud, ligesom flere træer er begyndende lysegrønne.
Hvis det lune vejr for alvor sætter ind, er jeg sikker på at der ikke går længe før der er rigtig god gang i naturen hernede - det kunne jeg tænke mig at se.

Håber at I alle hjemme i Danmark har det godt.

Tina

Endelig fremme

Kære alle

Efter en lang dag med fly op og ned, nåede jeg i aftes frem til Manisa.
Dagen startede på Irisvej hvor jeg skovlede sne kl 07.15 og sluttede i Manisa hvor temperaturen i aftes var ca. 14 grader.
Flyveturene gik fint og planmæssigt, men det er en lang tur herned. Flyveturen til og fra Istabul var fantastisk. Da vi fløj ind over byen var det lyst og vejret var klart, så vi virkelig se hvor stor en by Istabul er, sikke en masse huse - imponerende. Da vi lettede igen 1½ time senere var der lys i byen, det var ligeledes et ganske imponerede syn. Jeg var på hele flyturen - og ikke mindst skiftende i lufthavnene - glad for at have følgeskab med Asger, han har prøvet turen nogle gange, så der var bare tjek på hvor vi skulle hen.
Henning og Peter hentede os i lufthavnen, de måtte kredse rundt udenfor i ca. ½ time, mens vi ventede på bagagen. Da jeg kom frem til Bandit-huset tog alle godt imod med frisklavet kaffe, det var dejligt. Huset vi bor i er fint, der er masser af plads og det er i fin stand.
Kvarteret er i udkanten af byen, det er store villaer og meget moderne. Konstraster er der nok af, den sidste times tid har en flok får og geder græsser lige uden for huset....
Der er masser af hunde - store - så jeg får ikke mulighed for at glemme Freya.

Nu har jeg hørt meget om at der er koldt hernede, jeg har åbenbart haft varmen med, for i morges drak jeg morgenkaffe ude, med udsigt til olivenlund og bjergene. Luften var lidt tung - af smog- men her senere på dagen hvor det lufter lidt, er det som om den letter.

Det er svært ikke at være tilpas her på den første dag i Tyrkiet. Jeg sender en hilsen til jer alle i kolde Danmark.


Jeg har været ude og læse tyrkiske skilte - det bliver man virkelig klog af! Tror lige jeg skal have støvet sproget af inden jeg åbner munden og blærer mig på tyrkisk. Jeg har fået handlet og jeg tror jeg ved, hvad alt jeg har købt er. Det vil vise sig efterhånden som jeg smager på det.

Så er MIN blog på plads

Kære allesammen

Allerede inden afrejsen lykkedes det - med en smule hjælp.
Du vil her kunne se stort og småt, på ondt og godt.

Jeg glæder mig til at underholde dig, der har 5 minutter i overskud ind imellem.

Vi ses i Tyrkiet!