onsdag den 25. juli 2007

Hjemme igen

Kære alle

Så er jeg tilbage i Danmark igen og det er endda blevet hverdag.

Jeg nåede en helt fantastisk tur på bjerget lørdag aften da solen gik ned - virkeligt smukt!
På bjerget var der heller ikke grønt mere, det eneste der rigtigt var liv i, var bistaderne der summede det til gengæld af aktivitet.

Vi tog tidligt af sted søndag morgen. Der var valg i Tyrkiet og vi kunne ikke helt vide hvad det betød for trafik, kontrol m.v. Der var dog ingen forhindringer - turen gik planmæssigt og vi kunne stille os i den første kø kl. 06.45 i Izmir.

Vi forlod Tyrkiet i sol og ankom til Danmark i silende regn, der var endda tale om skybrud i København. Så galt gik det nu ikke mens vi opholdt os der. Da vi skulle have vores bagage i Tirstrup var det kun Lars`s kuffert der var med. Min ankom mandag formiddag (fra Istanbul) og Tonnys ankom mandag eftermiddag (også fra Istanbul).

Det var en søndag med regn fra vi ankom til jeg gik i seng sent søndag aften. Det var nemt at falde i søvn - køligt og i egen seng!

Nu går der jo ikke mange dage inden jeg igen længes efter solen, for her er det trist og koldt (for årstiden), men det varer lige en måneds tid inden jeg igen skal på farten - denne gang til Kina.

Det var dejligt at gense Tyrkiet, Manisa, Izmir og ikke mindst banditterne. Jeg lovede at komme og holde jul med dem, men mon ikke de er hjemme indenda?

Fortsat god sommer til alle.

lørdag den 21. juli 2007

Friske frugter

Jeg synes aftenen i går var en succes. Det er jo ingen sag at sidde til bords med 5 banditter i bar overkrop. Når de så samtidig spiste godt af maden, som jeg forberedte i bar mave, så bliver jeg glad. Der har sikkert været en liflig duft i huset i nat, efter en omgang bøf med bløde løg og godt med tyk brun sovs.


I dag er endnu en varm dag, i formiddag var det dog til at holde ud at sidde lidt ude i solen. Det er det ikke her i eftermiddag - 45 grader. Jeg ville ønske at varmen og solen var bedre fordelt, så alle i Danmark kunne dele det med mig. Jeg er også sikkert på at jeg allerede i næste uge vil sukke efter sol og varme, hvis ikke sommervejret er blevet bedre siden jeg drog fra Danmark i mandags.


Jeg har været en tur på det lokale marked i dag og det er vist hvad jeg skal foretage mig på egen hånd i dag. Lars Bo og Henning kom og hentede mig i bilen, de klarede indkøbene i Migros mens jeg nød alle de friske frugter og grønsager på markedet. Utroligt flotte varer - til ingen penge.

Lige nu er det sæson for ferskner og druer og de smager bedre end slik.


Jeg så grønsager som jeg aldrig har set før, får desværre nok aldrig afvide hvad det var for nogle og hvad de skal bruges til.


Naboerne plasker rundt i deres svimming-pool, det er ikke til at holde ud at høre på når jeg ikke engang kan få koldt vand ud af haveslangen....


I aften står den på hot-dogs, jo vi spiser godt her i Bandithuset. Hvis det er lidt køligere i aften (mens det lyst) vil jeg prøve at lokke Henning med en tur på bjerget, jeg vil gerne lige op og nyde udsigten endnu engang. Sådan så det ud på den sidste tur jeg havde i april:


Som det ses var turen allerede hård i april måned og da var det jo slet ikke så varmt.



Fortsat god weekend til alle i Danmark.

fredag den 20. juli 2007

Tina i Tyrkiet - igen

Kære blog-venner

Så er jeg for en kort stund tilbage i huset i Manisa og det er et godt og glædeligt gensyn. Meget er ændret siden jeg var her sidst, men jeg vil næsten sværge på at flere ting slet ikke har flyttet sig :-)

Vi (Henning og jeg) ankom sammen med Peter til Izmir mandag aften. Vi var med de "sædvanlige" rutefly, via København og Istanbul inden vi landede i Izmir. Vi havde en hyggelig og behagelig rejse, hvor vi i Kastrup endda, som bonus, fik "besøg" af Grethe. Det var sødt at hende at sende os godt afsted - selvom vi var lige ved at misse flyet. Da vi nåede frem til gaten (det tog lidt længere tid end beregnet) lukkede den, men der var fortsat kø ved skranken, så vi kunne godt nå at komme med ombord - heldigt nok.

Lars og Tonny hentede os i lufthavnen og Henning og jeg blev herefter kørt til døren på Hotel Konak i Izmir, mens Peter skulle med tilbage til Manisa, for at passe job næste morgen.

Vi har boet pragtfuldt i Izmir, udsigt fra 9. etage over havnen i Izmir. Om aftenen med smukt lys over byen. Det har været varmt - meget varmt at være i Izmir, så efter at have brugt den første dag på at shoppe og drysse rundt i byen og på havnen, valgte vi at leje en bil.

Vi tog næste morgen afsted mod Cesme med badetøj og koldt vand i bagagen. Første stop blev ved Grand Otel Ontur, hvor jeg tidligere i år boede med Grethe. Vi sneg os ind på den private strand og tilbragte 3 timer ved og i vandet, herligt.
Derefter tog vi ind til Cesme og fik en dejligt frokost på havnen. Så skulle der (jo) lige shoppes lidt igen, det hører næsten med.
Vi fik anbefalet en god strand på den anden side af havnen/byen og tog afsted i den tro, at vi kunne finde det sted hvor vi tidligere har været på ferie med Dansk Folkeferie. Men ak nej, det fandt vi ikke. Vi fandt dog den dejligste hvide sandstrand med smukt og varmt hav. Det blev endnu til nogle timer i solen og havet, inden vi ved 18-tiden vendte snuden mod Izmir.
Det var dejligt at have en dags "charter-ferie" ved strand og hav, det kunne ses på kroppen at den dagen efter havde bedst af at være pakket ind.

Torsdag var opbruds- og rejsedag fra Izmir. Vi havde hyret en vaks taxachauffør til at køre os til Manisa, det gjorde han godt og billigt.

Peter og Lars var hjemme og spise frokost da vi ankom, det var dejligt at hilse på dem igen.

Siden jeg var her sidst for tre måneder siden er der sket meget med naturen. Det hele bærer præg af varme, meget varme og tørke. Det er gult og svedent, hvor det i foråret var grønt og frodigt. Frugttræer står og hænger dovent og det er sparsomt med blomster rundt omkring.
Jeg er rigtig glad for at jeg var her i foråret og oplevede Tyrkiet fra den smukke side.

En anden ting er varmen - de fede må svede og jeg har det ganske varmt. Da jeg ikke på samme måde som de øvrige danskere har haft tid at vænne mig til varmen, kan jeg slet ikke være i solen om dagen. Temperaturen var i aftes kl. 18 på 39 grader, så skal der ikke megen matematik til at regne ud at det er varmt midt på dagen.

Det blev dog til et hurtigt besøg på fabrikken i aftes, det var spændende at (gen)se maskinen, som nu efterhånden ser ud at være klar til at blive startet - men hvad ved jeg?

Det er hyggeligt at være i området igen og det er forbløffende hurtigt jeg føler mig "hjemme" igen, dog kun for de næste to dage (hvis altså Turkish Airlines vil flyve os hjem, vi har hørt varsel om strejke til valget er overstået på søndag).

I aften har jeg fået lov at serverer middag for banditterne, som alle trænger til lidt sul på kroppen.
Der er mere Lucky Luke over dem end der er bandit - de er jo ikke andet end streger i luften.

Indtil da håber jeg at nyde dagen ude og inde, jeg skal da også ud at gå lidt og se på omgivelserne. Det virker lidt som om området "sover", men det er vel bare tempoet der er sådan her om sommeren.