Hemmelig mission

I går var vi på en hemmelig mission, som heldigvis lykkedes. I Tyrkiet kan man ikke altid bare gå ind i forretning, købe en ting, betale ved kasssen, få sin bon og så smutte igen.

Nå, men målet var at få købt en vandpibe til jubilaren, som holdt fest for os alle samme aften - så vi var jo lidt sent ude. Jeg havde fået anvisninger på hvor en sådan vandpibe kunne købes, men ak, det the-hus var ikke lige til at finde. Så først gik der en times tid omkring frokost - vi var i flere forskellige forretninger, jeg talte i telefon med en pige der kunne engelsk, som synes vi skulle komme til Izmir for at købe vandpiben, vi så en indehavers egen vandpibe, jeg havde en overgang guide på, der ville vise hvor det navngivne the-hus lå , men alt sammen desværre forgæves.

Nu er tyrkerne jo venlige mennesker (fortæller jeg igen) så en af de tyrkiske arbejdskolleger fra fabrikken ville gerne køre os ind til byen, for at købe en vandpibe. Så det gjorde vi.

Det første sted vi var, havde de desværre ingen vandpiber, men så fortsatte vi bare indtil vi kom til et the-hus, det er endnu uklart for mig om det var det sted jeg oprindeligt havde fået navn på.... Det var et the-hus for mænd, så den venlige tyrkers kone og mig måtte pænt stå udenfor og vente, mens mændene gik ind. Heldigvis blev der kaldt på os, så vi kom gennem forretningen og ind i et baglokale, blev plantet i et par stole og så skulle vi ellers se vandpiber - PÅ NETTET! Vi havde troet, at vi kunne se dem rigtigt, men nej. Vi besluttede os ret hurtigt for hvilken model det skulle være og blev enige om prisen. Vi havde sikret os, at de rent faktisk havde vandpiben, så alt var godt.

- indtil sælgeren sagde, at der gik lige 10 minutter, han skulle lige hente vandpiben. De har en anden tidsregning hernede, de 10 minutter blev til 40 minutter (vi fik dog the i ventetiden)inden han endelig tilbage med vandpiben. Så ville sælgeren igang med at samle apperatet, prøve det af m.v., men det havde vi ikke rigtigt tid til, vi skulle jo til fest. Så det blev pakket ned i den fine trækasse og så afsted igen.

Vi kom hurtigt hjem og blev klar til fest på ingen tid! Nåede en velkomstdrink og gaven blev overrakt inden bussen, der skulle køre os til restauranten i bjergene, kom og hentede os.

På restauranten fik vi den dejligste mad, masser af salater, oliven, blæksprutteringe, forskelligt grillet køb (meget lam), brød og til dessert frisk frugt. Der var dækket flot og godt op på bordet - se her:

Knap var vi færdige med at spise, før lyset blev dæmpet og den levende musik startede - hold da op, det var tyrkisk. Tyrkerne klappede af musikken og sangen, så det gjorde jeg også.

Efter at musikken havde holdt et par pauser, slog de pludselig over i helt andre rytmer og så kom der folk på dansegulvet, så inden bussen kom og hentede os igen, nåede jeg lige en sving-om med jubilaren. Her er det populære "band":




Jeg har været på bjerget i dag - 10 km (30 km ialt denne uge) og jeg har næsten pakket kufferten og Grethe er på vej. Jeg glæder mig til at mødes med hende senere i aften i Izmir.

Aftenens jubilar - Peter

PS: Han blev meget glad for vandpiben, så det var hele besværet værd!