9. april

Så var det igen ved tiden at komme videre. Grethe og jeg havde formiddagen for os selv i huset i Manisa, inden vi skulle tilbage til Guzel Izmir Oteli i Izmir.
Vi benyttede tiden i Manisa til at skrive mails og indlæg på bloggen, samt at få pakket sammen og komme godt afsted.
Det var igen en varm og solrig dag - og det skal man jo ikke klage over når man har ferie.

Vi satte kursen om Izmir ved 11.15 tiden, målet var at "lande" der kl. 12.00, hvor vi skulle afleverer bilen til udlejningsfirmaet. Vi havde aftalt at fyren fra biludlejningsfirmet skulle afhente bilen i rundkørsel ved Basmane (det lyder måske mærkeligt, men det er en meget stor rundkørsel og det er faktisk muligt at parkerer i en af siderne).

Der var en travl mandag formiddag og der var en del bytrafik, som der jo vil være i en by med 5 mill. indbyggere. Jeg fik lov at køre (!!!), mens Grethe styrede bykortet. Det gik helt forrygende, en enkelt gang kom jeg "måske" til at lave et venstresving jeg ikke måtte, der var ihvertfald en del dytten, men det kan man ikke altid regne med, så det tog jeg med tyrker-ro!
På et tidspunkt holdt vi stille for rødt lys og straks stod der 5 fyre og vinkede os ind til siden, vi tjekkede om vi måske holdt forkert - men nej, det var helt korrekt. Vi nåede at snakke om hvor knappen til centrallåsene var, så vi kunne låse dørene indefra, men heldigvis skiftede lyset i det samme til grønt og vi kunne trille forbi de 5 fyre med smil på læben.
Kl. 11.59 stod vi ud af bilen på det aftalte sted, det synes vi var ret sejt. Vi fik hurtigt overbevist den unge fyr fra biludlejningsfirmaet om, at alt var som det skulle være = ingen skader, intet politi og benzin som aftalt. Vi aflæste som noget af det sidste kilometertælleren og regnede ud at vi havde tilbagelagt 1.152 km i Tyrkiet.

Så blev vi tjekket ind på Vandrehjemmet, denne gang på 2. sal, men fortsat samme standard. Vi fik hurtigt læsset bagagen af og drog derefter ud i byen med retning mod Keramelti (markedet i Izmir som er et kæmpestort område). Vi blev endnu engang mindet om at to lyshårede forholdsvis unge kvinder alene på gaden, er et særsyn. Hold da op, hvor øjenene var ved at trille ud af hovedet på mange af de tyrkiske mænd. Vi brugte - jeg er døv og stum metoden - og havde iøvrigt solbriller på, for at undgå øjenkontakt. Vi klarede en times tid på markedet, så måtte vi ud! Vi fortrak til Konak Pier som er et fredligt trendy sted på havnen, med modebutikker (af den rigtige slags, parfumeri, cafeer og barer). Der kunne vi gå stille og fredligt omkring og spise frokost med en kold øl til uden at nogen blev stødt af det.

Vi måtte jo tilbage på markedet, vi skulle jo monstershoppe, så vi lagde en taktik og gik således oplivet tilbage til markedet. Så blev der shoppet og pruttet om priserne og endnu engang fik vi bekræftet at alting koster ingenting og kun det halve når vi har pruttet om prisen.
Jeg havde efterhånden ret godt fat i de tyrkiske tal, så når de hårde forhandlinger skulle igang foregik det på tyrkisk, det virkede ligesom bedre. Vi gik hjem da vi ikke kunne bære mere, var ved at besvime af varme og Grethes vable på hælen sprang. Vi havde fået købt tasker og bælter, så vi kunne åbne vores egen bod - herligt.

Da vi havde hvilet os ovenpå dagens anstrengelser, gik vi ned forbi Hotel Hilton for at tjekke Grethe`s busafgang og derefter videre til havnen, hvor der var liv og glade dage. Vi fik en fyraftensøl sammen med alle tyrkerne (forretningsfolk hovedsagligt) og fandt derefter et lækkert spisested. Da vi ikke meget senere gik hjemad (vi havde bestemt at det ikke skulle være sent) blev vi på vejen hjem advaret af en ung pige. Hun synes ikke at vi skulle gå ind i det kvarter hvor Vandrehjemmet lå, p.g.a. zigøjnere, men det var vi jo ligesom nødt til. Vi blev lidt mere målrettede og let til bens og kom hjem i en gevaldig fart - uden vi på nogen måde følte os truet.

Vi boede jo ved banegården og der er åbenbart noget skummelt ved de fleste byer, i kvarteret omkring banegården - det må vi huske når vi booker på nettet!