Onsdag den 11. april 2007

Efter en noget urolig nat stod vi op kl. 5.20. Der var stille i huset, så vi listede rundt og gjorde os klar til at køre til Izmir.

Det var lidt vemodigt at gå rundt i huset og vide at det måske var for sidste gang - det havde jo været mit hjem i to måneder.

Jeg fik skrevet en lille hilsen til banditterne, som de kunne læse mens morgenkaffen blev drukket.

Kl. 6.10 kørte vi (Peter - den trofaste og altid tjenestevillige chauffør - Henning og mig) mod Izmir. Der var ikke megen trakfik sådan en tidlig onsdag morgen, så vi ankom til lufthavnen 45 minutter efter.

Jeg blev hurtigt tjekket ind og så gik den næste ½ time i køen til sikkerhedstjek, men da der ikke rigtig var andet at foretage sig i lufthavnen, var det helt okay.

Flyveturen til Istanbul var behagelig og foregik i stille vejr med en sigtbarhed på 100 (det må det jo hedde når vejret er helt klart). Jeg fik morgenmad på turen, herligt!

I Istanbul, som er en rigtig tyrkerlufthavn, var der liv og glade dage. Mange mennesker og af forskellige nationaliteter. Der var nok at se på, men ikke megen tid. Vi lettede fra Izmir i regnvejr og flyveturen mod København var ikke med fin sigtbarhed, så der var mulighed for en lille lur.

I København havde vi en meget dramatisk landing. Jeg ved ikke om der kom lidt turbulens da maskinen skulle på jorden, men ihvertfald krængede den helt over til den side hvor jeg sad (sidetung???) og var ved at fortsætte ud i græsset. Der var både kvinder og mænd der skreg, måske en smule for dramatisk efter min mening, jeg skulle jo også videre med fly, så behøvede ikke deres hysteri.

I København skinnede solen fra skyfri himmel og jeg var nu så spændt på at komme hjem, at jeg gjorde klar til sikkerhedstjek uden at have boardingkort - nå, det var jo til at grine af og ændre på.

Flyveturen fra København til Tirstrup (sammen med alle mappedyrene) gik fint, det var dejligt at gense Danmark fra luften, men endnu bedre var det at mærke jorden under sig i Tirstrup.

Jeg blev modtaget af Mette, mor, Pylle og Freya - alle med flag. Freya underholdt lufthavnen med sin glade velkomstsang og tillod mig ikke at hilse på de andre før hun var færdig med at sige goddag.

Det var rigtig dejligt at gense alle igen - vi kørte alle til Irisvej, hvor min mor havde forberedt en frokost med sild, varm leverpostej, frikadeller, rødkål og rødbeder. Meget dansk og dejligt!

Lis kom på visit med blomster og velkomstknus og blev en del af selskabet og Mona kom en flot buket og et velkommet hjem. Herligt at blive så godt modtaget.

Det blev sent den aften inden jeg var færdig med at snuse til mit hjem, underligt at være tilbage og med en følelse af at savne banditterne i Manisa.

- men godt var det at sove i sin egen seng igen!

10. april

Afrejsedag for Grethe - SUK!

Vi skulle have de sidste oplevelser med og havde da også lige lidt TRY at brænde af. Vi drev lidt rundt i de forskellige kvarterer, efter vi endnu engang havde spist morgenmad på gaden.
Vi fik lov at stille vores bagage på Vandrehjemmet til kl. 13.00, så det var meget fint.
Vi endte stort set de samme steder som dagen før. På Keramelti, Konak Pier og gik ad havnepromenaden retur mod Vandrehjemmet. Frokosten bestod af mad fra en af de mange vogne med brød, der er rundt i byerne - en ny variant, så havde vi næsten prøvet det hele.

Grethe blev afleveret i lufthavnen kl. 14.00 og derefter gik det retur til Manisa. Jeg havde resten af eftermiddagen for mig selv og startede med at nyden solen. Jeg havde ingen ro, skulle hele tiden lige et eller andet - sådan har jeg det inden åbenbart afrejser. Det var egentlig synd at forlade det gode vejr udenfor, men som sagt ingen ro. Jeg besluttede mig for at gøre huset rent - slutrengøring i "gave" til banditterne, det vidste jeg at de ville blive glade for (hvad de også gjorde - jeg er sikker på at de i årene fremover, vil forbinde duften af Ajax med mig...)

SÅ kunne jeg ikke udsætte pakning længere, selvom jeg hele dagen havde lavet overspringsøvelser - det skulle jo gøres. Jeg måtte efterlade en del af mit tøj og bøger i Tyrkiet (jeg håber Henning tager det med hjem) for at have plads til alle mine indkøb. Jeg måtte også pakke i Henning`s nyindkøbte STORE kuffert, min egen var blevet for lille. Det hele lykkedes - 23 kg blev presset sammen i kufferten.

Så måtte jeg vemodigt tage afsked med banditterne en efter en - det var ikke let. Jeg har fået nye venner for livet. De tog imod mig med åbne arme og vil altid have en plads i mit hjerte. De har været med til at gøre opholdet til en stor oplevelse og fornøjelse og de har lært mig at med tolerance kommer man langt - jeg synes de er rigtig gode til at bo sammen og at bo sammen med!

9. april

Så var det igen ved tiden at komme videre. Grethe og jeg havde formiddagen for os selv i huset i Manisa, inden vi skulle tilbage til Guzel Izmir Oteli i Izmir.
Vi benyttede tiden i Manisa til at skrive mails og indlæg på bloggen, samt at få pakket sammen og komme godt afsted.
Det var igen en varm og solrig dag - og det skal man jo ikke klage over når man har ferie.

Vi satte kursen om Izmir ved 11.15 tiden, målet var at "lande" der kl. 12.00, hvor vi skulle afleverer bilen til udlejningsfirmaet. Vi havde aftalt at fyren fra biludlejningsfirmet skulle afhente bilen i rundkørsel ved Basmane (det lyder måske mærkeligt, men det er en meget stor rundkørsel og det er faktisk muligt at parkerer i en af siderne).

Der var en travl mandag formiddag og der var en del bytrafik, som der jo vil være i en by med 5 mill. indbyggere. Jeg fik lov at køre (!!!), mens Grethe styrede bykortet. Det gik helt forrygende, en enkelt gang kom jeg "måske" til at lave et venstresving jeg ikke måtte, der var ihvertfald en del dytten, men det kan man ikke altid regne med, så det tog jeg med tyrker-ro!
På et tidspunkt holdt vi stille for rødt lys og straks stod der 5 fyre og vinkede os ind til siden, vi tjekkede om vi måske holdt forkert - men nej, det var helt korrekt. Vi nåede at snakke om hvor knappen til centrallåsene var, så vi kunne låse dørene indefra, men heldigvis skiftede lyset i det samme til grønt og vi kunne trille forbi de 5 fyre med smil på læben.
Kl. 11.59 stod vi ud af bilen på det aftalte sted, det synes vi var ret sejt. Vi fik hurtigt overbevist den unge fyr fra biludlejningsfirmaet om, at alt var som det skulle være = ingen skader, intet politi og benzin som aftalt. Vi aflæste som noget af det sidste kilometertælleren og regnede ud at vi havde tilbagelagt 1.152 km i Tyrkiet.

Så blev vi tjekket ind på Vandrehjemmet, denne gang på 2. sal, men fortsat samme standard. Vi fik hurtigt læsset bagagen af og drog derefter ud i byen med retning mod Keramelti (markedet i Izmir som er et kæmpestort område). Vi blev endnu engang mindet om at to lyshårede forholdsvis unge kvinder alene på gaden, er et særsyn. Hold da op, hvor øjenene var ved at trille ud af hovedet på mange af de tyrkiske mænd. Vi brugte - jeg er døv og stum metoden - og havde iøvrigt solbriller på, for at undgå øjenkontakt. Vi klarede en times tid på markedet, så måtte vi ud! Vi fortrak til Konak Pier som er et fredligt trendy sted på havnen, med modebutikker (af den rigtige slags, parfumeri, cafeer og barer). Der kunne vi gå stille og fredligt omkring og spise frokost med en kold øl til uden at nogen blev stødt af det.

Vi måtte jo tilbage på markedet, vi skulle jo monstershoppe, så vi lagde en taktik og gik således oplivet tilbage til markedet. Så blev der shoppet og pruttet om priserne og endnu engang fik vi bekræftet at alting koster ingenting og kun det halve når vi har pruttet om prisen.
Jeg havde efterhånden ret godt fat i de tyrkiske tal, så når de hårde forhandlinger skulle igang foregik det på tyrkisk, det virkede ligesom bedre. Vi gik hjem da vi ikke kunne bære mere, var ved at besvime af varme og Grethes vable på hælen sprang. Vi havde fået købt tasker og bælter, så vi kunne åbne vores egen bod - herligt.

Da vi havde hvilet os ovenpå dagens anstrengelser, gik vi ned forbi Hotel Hilton for at tjekke Grethe`s busafgang og derefter videre til havnen, hvor der var liv og glade dage. Vi fik en fyraftensøl sammen med alle tyrkerne (forretningsfolk hovedsagligt) og fandt derefter et lækkert spisested. Da vi ikke meget senere gik hjemad (vi havde bestemt at det ikke skulle være sent) blev vi på vejen hjem advaret af en ung pige. Hun synes ikke at vi skulle gå ind i det kvarter hvor Vandrehjemmet lå, p.g.a. zigøjnere, men det var vi jo ligesom nødt til. Vi blev lidt mere målrettede og let til bens og kom hjem i en gevaldig fart - uden vi på nogen måde følte os truet.

Vi boede jo ved banegården og der er åbenbart noget skummelt ved de fleste byer, i kvarteret omkring banegården - det må vi huske når vi booker på nettet!

8. april

En dejlig varm og solrig søndag, hvor vi var lidt længe om at komme igang. Totalt afstresning i solen og med gåtur på bjerget.

På et tidspunkt blev temperaturen målt til 42 grader i solen - tidlig sommer!

7. april

Vi blev vækket tidligt af , hvad vi senere fandt ud af, retarderede naboer. Det var en smuk morgen med sol og vindstille, da vi drog vestpå til Manisa - 215 km forude.

Vi glædede os begge til at komme "hjem" til banditterne. Det blev en fin køretur, ikke meget trafik og kun en smule bjergkørsel.

Vi nåede en tur på det lokale marked inden vi skulle på Selkasan efter nøglen til huset.

Kort efter frokost mødte vi Henning ved Selkasan, hvor vi fik en guidet rundtur og Grethe fik hilst på banditterne.

Efter turen rundt på Selkasan kunne vi (endelig) sætte kursen "hjem". Vi brugte eftermiddagen i solen med at forberede middag til lørdag aften.

Vi havde en festlig og fornøjelig lørdag aften sammen med banditterne. Det var rart at være tilbage og fortælle dem om alle vores gode oplevelser.

6. april

Pylle`s fødselsdag - HURRA HURRA!


Vi valgte at tjekke ud af hotellet en dag tidligere end oprindeligt planlagt, da turen fra Cesme til Pamukkale er på 350 km.


Efter 4 timer i en varm bil ankom vi til Pamukkale, hvor vi ret hurtigt fandt vores Hotel Venus. Det er et lille familiejet hippiehotel, unge mennesker der ejer det (tror vi) og med en hyggelig atmosfære.


Efter hurtigt omklædning drog vi til Bomuldsslottet, et helt specielt bjerg (eller del af bjerg) i Pamukkale, som ligger inde i Tyrkiet. Det var meget varmt, det varmeste jeg indtil da havde oplevet hernede og det var lidt specielt fordi vi var i bjergene. På turen til Pamukkale var vi ved at løbe tør for benzin, der blev pludseligt meget langt mellem benzinstationerne, så vi måtte tage en lille afstikker fra motorvejen, vi nåede det heldigvis!


På Bomuldsslottet løber der varme kilder som aflejrer bl.a. kalk. Bjerget er helt hvidt og skal på turen op betrædes i bare tæer. Der løber vand ned af bjerget på hele opturen, hvor der også er mulighed for at bade. Vandet er meget varmt og dejligt.

På bjerget er der også ruiner og bl.a. dette kæmpestore og meget flotte amfi-teater. Vi var hele området igennem og overvejede også en tur i det termiske bad, men valgte at slappe lidt af i solen i stedet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville se solnedgangen fra bjerget. Vi udvalgte os en god solrig plads med den skønneste udsigt og fulgte hele solnedgangen (sammen med 100 italienere, der snakkede uafbrudt). Det var meget meget smukt, vi glemte næsten at vi frøs.

Vi valgte at spise aftensmad på Hotel Venus. Det foregik i en lille brændeovns opvarmet stur, hvor vi sammen med tyskere og amerikanere nød den hjemmelavede tyrkiske mad - det var et rigtigt godt måltid.

De havde den sødeste lille hund på Hotel Venus, den hed Fendik, hvilket betyder hasselnød. Den mindede i høj grad om Freya, fulgte sin ejer-mor overalt hvor hun gik, op og ned af trapperne, ud og ind af døren, lå på skødet af hende når hun sad ved pc`eren o.s.v.

5. april

Freya`s fødselsdag - 6 år HURRA HURRA!

Efter en stille formiddag, tog vi en tur til Cesme. Vi fandt en internet cafe og fik tjekket post (jeg er blevet meget afhængig af min netkontakt...) og bestilt hotel i Pamukkale. Er det ikke smart og nemt?

Efter frokost i Cesme kørte vi lidt rundt i området og sluttede eftermiddagen med en tur til stranden, hvor vi nød den sene eftermiddagssol op af klipperne - herligt!

Kl. 19 blev der ringet efter os på værelset, nu var manden med ringene kommet - JUBII!

Det var spændende om de svarede til forventningerne. Flotte ringe, desværre er min lige stram nok, men Grethe`s er perfekt og SÅ flot. Spændingen var udløst og vi var glade ja, også sælgeren - se her:

4. april

Efter en afslapningsdag var vi igen klar til nye oplevelser, så vi startede bilen og kørte mod Efesos - et af den antikke verdens 7. vidundere. En smuk tur langs kysten med bjergkørsel og havudsigt det meste af turen - igen en solrig og varm dag.



Ved indgangen til Efesos fik vi tilbud om at blive kørt (gratis) til den anden indgang, så vi kun skulle gå turen gennem Efesos en gang. Der var lige den krølle, at inden vi nåede til den anden indgang skulle vi omkring en guld- og sølvforretning eller en læderforretning. Det var jo et tilbud der ville noget - så vi sagde JA.



Først var vi i guld- og sølvforretningen, hvor vi blev vist rundt og passet op med både kolde og varme drikke. Grethe havde tænkt på at købe en ring, så det var jo helt perfekt. Vores lille rundtur i forretning endte med at vi hver bestilte en ring (selvfølgelig efter vi havde pruttet om rpisen), Grethe i hvidguld og en i sølv til mig. Ringene ville de bringe til hotellet dagen efter, så det var jo service.



Så gik turen videre til læderforretningen hvor vi prøvede jakker og frakker en times tid, inden jeg drog afsted med en lækker skindjakke og tilbud om at købe en hundehvalp - og det var svært at afstå....



Så var vi klar til udflugtens egentlige mål, turen gennem Efesos. Det var en smuk og interessant tur i dejligt vejr.



Vi snakkede iøvrigt med tre danske "piger", som havde fået foretaget øjenoperation i Izmir dagen før. Det var hyggeligt - for mig - at møde danskere.

Efter turen gennem Efesos kørte vi ad stejl bjergvej til Meryemane (Jomfru Maria`s sidste hus). Stedet er helligt og man skal opføre sig stille og roligt - hvad omgivelserne også indbyder til. Jeg havde shorts på, så jeg var lidt itvivl om det var passende, men jeg fik en Jandamers tilladelse til at gå ind og det var fint. Det var et specielt sted med en utrolig ro. Historien er at Jomfru Maria tilbragte sin sidste tid på bjerget i huset inden hun døde.

Efter at være ramt at historiens vingesus satte vi kurs om Kusadasi, turistby syd for Efesos.
Vi nød lidt sen frokost på havnen og nåede at se lidt forskellig inden vi trætte drog hjem igen.

3. april

Vi havde bestilt overnatninger med morgenbuffet og aftenbuffet - og det var godt.
Kæmpe morgenbord med stort set alt hvad hjertet begærer, tjenere der hele tiden sørgede for at alt var i orden, smukke lokaler - det var helt perfekt.

På hotellet var en wellness afdeling og det var lige hvad vi trængte til. Så efter morgenmaden tog vi badetøj på og prøvede først bade med forskelligt vand. Dernæst fik jeg massage og da jeg var færdig fik Grethe en omgang tyrkisk bad. Så kunne vi friske drage til stranden - privat strand tilhørende hotellet - hvor vi som de eneste nød solen de næste timer. Jeg dristede mig også en tur i havet, det var koldt med utroligt rent og indbydende.

Vi var ude og tjekkede kystområdet senere på dagen. Der er flere "sommmerhus"- turistområder i Cesme, men der var ikke meget der var åbent - det er endnu for tidligt på sæsonen. Vi ledte efter det hotel vi tidligere har boet på i Cesme, men fandt det ikke.

1. og 2.april

Søndag aften sent landede Grethe "endelig" fra München, det var dejligt at se hende komme smilende ud gennem gaten.

Vi satte straks kurs mod Güzel Izmir Oteli med Peter som chauffør. Vi tjekkede ind på vandrehjemmet, som bestemt ikke var luksus, men hvad pokker vi skulle jo blot overnatte der inden turen næste dag skulle gå til Cesme.

Der var en sjov ting i værelset på vandrehjemmet, vi have et badeværelse der lå så højt, at man sad i dronningestol når man sad på toilet, meget specielt.

Vi havde gjort helt rigtigt i at ikke bruge en masse penge på overnatning, for vi sov kun ca. 4 timer - det blev sent inden der var ro, men det var hyggeligt at "tøse-snakke" igen.

Næste morgen skulle vi ud for at fine et sted at spise morgenmad. Vi havde set en cafe lige overfor vandrehjemmet, men der var ikke åbent. En venlig tyrker fulgte os om i sidegaden, hvor vi købte morgenbrød ved bageren. Så satte vi os foran en lille biks med the/kaffe og fik serveret kaffe og the - det var dejligt vejr, så det var helt okay.

Mens vi spiste morgenmad kom vi i snak med en anden tyrker, der interesseret spurgte hvor vi skulle hen. Da han hørte vi havde tænkt os at tage bussen til lufthavnen, foreslog han straks at vi istedet tog en taxa, han kendte lige en der ville gøre det billigt. Det lød fristende, så vi hentede vores bagage på vandrehjemmet og fulgte med til taxa-holdepladsen. Der var nu ikke lige en fætter eller onkel der ville gøre afsted med os for TRY 40, sådan lige uden videre, men vi havde ikke travlt så vi afventede. Det virkede, der var en der blev mør og så kunne vi komme afsted. Turen startede med at Grethe rykkede håndtaget af bildøren, UPS - ikke godt. Det grinte vi en del af selvom vi af hensyn til chaufføren måtte beherske os - han fik TRY 10 for svie og smerte, det kunne vel hjælpe lidt på det.

Vi havde en aftale med biludlejningsfirmaet om at bilen skulle afhentes i lufthavnen kl. 11, så vi satte os ind for at vente. Da vi havde siddet lidt, kontaktede Grethe et af de andre udlejningsfirmaer, som havde kontor i lufthavnen, og den hjælpsomme unge mand der, kunne fortælle at han havde set den pågældende udlejer, så vi skulle nok bare vente 10 minutter. Nu har jeg jo prøvet det der med 10 minutter før - inden man ser sig om er der gået 40 minutter uden at der er sket en skid!

Så tog vi igen fat i et af den andre udlejningsfirmaer og heldigvis mødte vi igen venlig- og hjælpsomhed. De ringede til den pågældende biludlejer, som åbenbart befandt sig i udenrigsterminalen, mens vi var i indenrigsterminalen.

Da han stakåndet nåede frem viste han os først et skilt hvor han havde skrevet Mr. Grethe Nikolajsen, dernæst fortalte han at han havde set efter det fly Grethe skulle komme med (som jo landende aftenen før). Nå, men efter forvirringen og lidt diskussion frem og tilbage, satte vi kursen mod Cesme i den lejede Ford - det var dejligt at være på vej.

Da vi ankom til Grand Hotel Ontur Cesme, havde de ikke fået vores reservation (via Nettet), så inden vi kunne entrere vores værelse på 4. sal med havudsigt, måtte jeg udover at snakke med hotelpersonalet på deres kontor også tale med en amerikaner. Alting løste sig heldigvis i løbet af en ½ times tid.

Efter vi havde pakket ud, kørte vi en tur omkring havnen i Cesme. Vi shoppede, spise og drev lidt rundt og nød det gode vejr. Og sandelig om ikke vi så flere kendte ansigter!

Drop in i Çeşme

Kaere alle

Saa er jeg ı Çeşme og fandt lige ind paa en internet cafe, for at bestille en overnatnıng ı Pamukkale, hvor vi(Grethe og ego) drager til i morgen. Alt gaar godt og planmaessıgt og der bliver masser af oplevelser at skrive om, naar jeg igen naar min egen computer (denne giver mig dog mulighed for at skrive paa tyrkisk...).

Jeg haaber og tror at alle hjemme i Danmark er godt igang med paasken og nyder fridagene. Hernede er det ganske almindelig hverdag (for nogen - f.eks. banditterne i Manisa, som tjener "ytler" lige saa hurtigt som vi kan bruge dem...)

Solen skinner - forhaabentlig ogsaa ı Danmark - nyd den og fridagene.

Grethe og Tina

Endnu en begivenhedsrig søndag

Det har været en anderledes søndag i dag - det har nemlig ikke været godt vejr. Så måtte vi jo finde på noget at lave sådan en søndag eftermiddag. Målet var egentlig blot at gå en tur og få købt lidt frugt, men det lød måske også bare lidt for kedeligt. Heldigvis kom der en dolmus (bus) forbi og den snuppede vi ind til byen, helt ind i hjertet af Manisa.

Vi fandt ret hurtigt frem til de steder hvor Lars Bo og jeg havde været i går, det synes vi faktisk var ret godt gået. Nå, vi drev lidt rundt i byens gader, fotograferede lidt ind i og inde i bagerforretninger (Lars Bo er ind imellem på studietur) og nød en enkelt øl på værtshus.

Så kom vi forbi en frisør og Henning ville gerne klippes. Vi spurgte hvornår han kunne komme til - ved at pege på uret og ligne et spørgsmålstegn. Frisøren opfattede det sådan at vi havde travlt, så den mand har var igang med at klippe blev sat på "hold" i stolen ved siden af og straks gik frisøren igang med at klippe Henning. Det havde vi nok ikke fundet os i, men det gjorde den flinke tyrker. Henning blev klippet, fik brændt hår i ørene, klippet øjenbryn og trimmet hørene i næsen - det tog mindre end 30 minutter og så kunne vi gå videre. I mellem tiden var en anden tyrker kommet ind i forretningen (sikkert en fætter). Han kunne tale engelsk og ville meget gerne vise os sin forretning - en tøjforretning. Vi gik med i forretningen og inden vi så os om var der serveret the og kaffe, dette selvom vi ingenting købte.

Vi fik købt lidt frugt - som jo var målet med gåturen - og begyndte så på hjemturen. Da det blev for træls at gå og der ingen busser kom, endte vi i en taxa, der kørte os hjem.

Spændende tur - mange ting at se og opleve i Manisa. Billedet herunder er fra en stor bageforretning i byen, vi blev kaldt ind så vi kunne tage billeder. Hele personalet blev kaldt frem og kagerne lokkede virkelig også til nogle gode billeder.

Hemmelig mission

I går var vi på en hemmelig mission, som heldigvis lykkedes. I Tyrkiet kan man ikke altid bare gå ind i forretning, købe en ting, betale ved kasssen, få sin bon og så smutte igen.

Nå, men målet var at få købt en vandpibe til jubilaren, som holdt fest for os alle samme aften - så vi var jo lidt sent ude. Jeg havde fået anvisninger på hvor en sådan vandpibe kunne købes, men ak, det the-hus var ikke lige til at finde. Så først gik der en times tid omkring frokost - vi var i flere forskellige forretninger, jeg talte i telefon med en pige der kunne engelsk, som synes vi skulle komme til Izmir for at købe vandpiben, vi så en indehavers egen vandpibe, jeg havde en overgang guide på, der ville vise hvor det navngivne the-hus lå , men alt sammen desværre forgæves.

Nu er tyrkerne jo venlige mennesker (fortæller jeg igen) så en af de tyrkiske arbejdskolleger fra fabrikken ville gerne køre os ind til byen, for at købe en vandpibe. Så det gjorde vi.

Det første sted vi var, havde de desværre ingen vandpiber, men så fortsatte vi bare indtil vi kom til et the-hus, det er endnu uklart for mig om det var det sted jeg oprindeligt havde fået navn på.... Det var et the-hus for mænd, så den venlige tyrkers kone og mig måtte pænt stå udenfor og vente, mens mændene gik ind. Heldigvis blev der kaldt på os, så vi kom gennem forretningen og ind i et baglokale, blev plantet i et par stole og så skulle vi ellers se vandpiber - PÅ NETTET! Vi havde troet, at vi kunne se dem rigtigt, men nej. Vi besluttede os ret hurtigt for hvilken model det skulle være og blev enige om prisen. Vi havde sikret os, at de rent faktisk havde vandpiben, så alt var godt.

- indtil sælgeren sagde, at der gik lige 10 minutter, han skulle lige hente vandpiben. De har en anden tidsregning hernede, de 10 minutter blev til 40 minutter (vi fik dog the i ventetiden)inden han endelig tilbage med vandpiben. Så ville sælgeren igang med at samle apperatet, prøve det af m.v., men det havde vi ikke rigtigt tid til, vi skulle jo til fest. Så det blev pakket ned i den fine trækasse og så afsted igen.

Vi kom hurtigt hjem og blev klar til fest på ingen tid! Nåede en velkomstdrink og gaven blev overrakt inden bussen, der skulle køre os til restauranten i bjergene, kom og hentede os.

På restauranten fik vi den dejligste mad, masser af salater, oliven, blæksprutteringe, forskelligt grillet køb (meget lam), brød og til dessert frisk frugt. Der var dækket flot og godt op på bordet - se her:

Knap var vi færdige med at spise, før lyset blev dæmpet og den levende musik startede - hold da op, det var tyrkisk. Tyrkerne klappede af musikken og sangen, så det gjorde jeg også.

Efter at musikken havde holdt et par pauser, slog de pludselig over i helt andre rytmer og så kom der folk på dansegulvet, så inden bussen kom og hentede os igen, nåede jeg lige en sving-om med jubilaren. Her er det populære "band":




Jeg har været på bjerget i dag - 10 km (30 km ialt denne uge) og jeg har næsten pakket kufferten og Grethe er på vej. Jeg glæder mig til at mødes med hende senere i aften i Izmir.

Aftenens jubilar - Peter

PS: Han blev meget glad for vandpiben, så det var hele besværet værd!