24.08.2007 Mor`s fødselsdag

Helt som ventet ringede telefonen med morgenvækning kl. 6.30 - så det var op og igang.
Jeg var helt 8-kantet i hovedet af at sove, det var pragtfuldt.

Kl. 8.00 kørte vi i bussen mod havnen i Shanghai, det var sjovt at se det hele i dagslys - det var samme område som vi havde været i aftenen før, hvor det jo var mørkt.

Vi havde et fotostop - jeg skal nok finde ud af at lægge billeder på senere - på vejen. Vi knipsede løs da vi blev sluppet fri, nedenfor rigtig mange skyskrabere. Vi stod bl.a. for foden af et hotel, der når det bliver færdigt, bliver verdens højeste - 101 etager, det er vildt. Skyskraberne har mange forskellige konstruktioner og hvis man kan kalde en skyskraber smuk, så var nogle af dem altså smukke. Jeg ved ikke helt hvordan de kan (hvis de kan) holde facader af stål og glas, men godt ser det ud når det er nyt.

Så gik turen til "Orientens Perle", som er et meget højt og karateristisk TV-tårn. Vi kørte på mindre end et minut 263 meter op og havde så udsigt over Shanghai til alle sider. Fra en bestemt vinkel kunne vi lige skimte Yangtze-floden. DET VAR SIMPELTHEN FANTASTISK - turens - indtil da - højdepunkt. Udover at kunne se alle de mange skyskrabere, kunne vi også følge med i den byggeaktivitet der stadig er, på hver bar plet skyder en ny skyskraer op. Vi så billeder af området fra 1974 og kunne så ellers følge udviklingen de senest 35 år - det er virkeligt gået imponerende stærkt.

Så gik turen videre til et gammelt marked i Shanghai, forstået sådan at det var traditionelt kinesisk marked og dernæst til en af de nye shopping-gader i Shanghai, hvor alverden modemærker sælges i de rigtige udgaver.

På turen så vi iøvrigt: IKEA, som i Kina har ry for at have rigtig gode og fine varer. Bygningen med verdens største aktiemarked. 249 af verdens 500 største firmaers hovedkontorer findes i det nye Shanghai "The Bund". Vi så også VERO MODA og ONLY forretninger - det var dog meget små størrelser de havde, men rigtige mærkevarer.
Vi så daglejere sidde på gadehjørnerne og vente på at blive samlet op til en eller anden opgave. De havde grupperet sig og sad med skilte, hvor jeg vil tro deres "stilling" stod.
Vi fik bekræftet at kinesiske børn ikke bruger ble, men har hul i bukserne, så de blot kan sætte sig ned og klarer hvad de nu skal - og det gør de. Vi så endda en drenge skide på fortovet og moren samle op i en hundepose - specielt. MEN det er jo rigtigt godt for det globale miljø at de ikke bruger ble, tænk på alle de engangsbleer....

Vi sluttede dagen af med middag på lokal restaurant, hvor forvirringen blev ganske stor, da en del af selskab bestilte rødvin - det er de vist ikke vant til.

PYHA, det blev midnat inden lyset blev slukket, men så gik jeg til gengæld også ud som et lys.

Rejse til Østen - 21.08.08+22.08.07

Endelig blev det aftenen hvor jeg sammen med 35 af bankens VærdiPlus kunder skulle med fly til Beijing via Kastrup.
Jeg har (som altid) snakket meget om denne tur, så det var rart at det kunne blive tid at komme afsted.
Jeg havde pakket let - d.v.s. 14 kg - der skulle være plads til indkøb i Kina.

Jeg havde regnet med, at jeg i Kina kunne åbne min blog og ad den vej "underholde" og fortælle om turen, men det var det desværre ikke så let. Da jeg endelig fik den åbnet i Xian, var den på kinesisk og jeg kunne ikke lige finde feltet hvor jeg kunne ændre sprog.

Jeg valgte istedet at sende et par mails - den først er skrevet efter det første døgn, altså fyldt med forhåndsindtryk og den får du her:

Det er ikke muligt at åbne bloggen, det er en skam. Du får istedet en hilsen denne vej. Det er lige nu lun Shanghai/aften her.Vi bor på et Best Western Hotel midt i Shanhaig, alle på enten 31. eller 32. etage, så der er udsigt og ingen støj. Det er et vældigt fint hotel, med alt hvad hjertet begærer / dog ikke en pool, som ellers godt kunne bruges i denne varme. Det er nemlig helt som jeg forestillede mig - varmt og klamt.
Vores rejse herned gik helt perfekt. Den var lang og drøj og det var aften (dagen efter) inden vi nåede hotellet her i Shanghai. Der var virkelig super betjening i flyene herned, mad og drikke, film og underholdning og tid til hvile, megen søvn blev det ikke til, men fint med det.
I lufthavnen i Beijing oplevede vi føerste sjove episode, da lufthavnspersonalet skulle skifte, linede alle op på række og gik samlet gennem det halve af lufthavnsbygningen to og to i ens uniformer, og der var ingen snakken eller vaklen i geleddet.
Selvom vi ankom sent tog vi ud at spise - selvfølgelig kinesisk-, dejlig mad og utrolig fin betjening. Efter aftensmaden sejlede vi en tur på Huangru floden, hvor vi så lyset i alle skyskraberne, reklamelys og iøvrigt lys og hele byen. Smukt syn på en varm aften.
I dag har vi været på udflugt hele dagen. Vi blev vækket kl 06.30 - ingen tid at spilde - og tog efter en dejlig morgenbuffet afsted med bussen kl. 8.00. Da jeg kiggede ud af vinduet kl. 6.30 var en flok kinesere igang med morgengymnastik på et lille torv overfor hotellet, der var også bogle der dansede - det så rigtigt hyggeligt ud.

Turen gik mod Suzhou og i km tror jeg ikke der var langt, men sikke en trafik. Alt er som jeg har læst og måske også forestillet mig, der er et mylder overalt, biler, cykler, cykler med el-motor, knallerter, scootere, busser og endelig de helt små i dette spil, forgængere.
Livet er farligt i trafikken i Shanghai hvis man er den lille, for her har den største fortrinsret - nemt at huske, men svært at færdes efter. Nåa, men efter to timer i bus landede vi i en 900 år gammel kinesisk have, hvor vi fik en guidet rundtur, men svenden løb af os alle - vi var næsten gennemblødte. Dernæst kørste vi videre til en silkefabrik hvor vi så hvordan silke bliver fremstillet - fra larve til silken. Der var naturligvis også mulighed for at shoppe og det gjorde vi så. Især silketørklæderne er utroligt smukke og lækre, så der er da nogle med hjem i kufferten.
Efter denne tur blev vi kørt i bus ned til kanalen - som er gravet med menneskekraft - hvor vi gik ombord paa en "floddamper", ikke noget pompøst, men et transportmiddel. Så sejlede vi op gennem kanalen som er 1794 km lang, helt til Beijing, vi tog dog ikke hele turen.
På halvvejen gik vi på land for at besøge et marked og en gammel bydel. Sikke noget gammelt skrammel, de bor beskidt og dårligt, men ser rimelige glade ud. Det er ikke sådan at kinesere går rundt og smiler, men de ser heller ikke sure ud. Nogle af dem er til at slå et smil af, som f.eks. "mastrosen" på båden vi sejlede med. Han var især et stort smil da han fik gang i handlen med os. Vi pruttede om priser på siv-kasketter, spillekort, tiger/balsam (som han lærte at sige...) og postkort. Han leverede såa fine salgstalenter og god underholdning at han fik lavet nogle rigtige gode handler og vi har nogle gaver med hjem til pakkespil m.v. GLÆD JER!
Efter flodturen tog vi til en silkebroderi-fabrik og så betagende broderikunst, broderi på begge sider - syet på en gang o.s.v. Meget flot, men det passer ikke lige ind hjemme hos mig - så det fik lov at blive her.
Herefter gik turen tilbage til Shanghai - to timer - hvor vi så netop er kommet tilbage efter endnu en omgang kinesisk buffet på restaurant. Ikke så godt som i går, men udmærket.
Vi har følt os lidt som får i dag. Har travet bag ved vores meget emsige lokale guide (hans engelske navn er Donald), som hele tiden helst skal have fuld kontrol og os og som ind imellem stresser os en smule. Men nu har vi fri og den står påa bad og måske en tur i baren sammen med nogle af de øvrige gæster, hvis de da ikke er for trætte og gåar i seng.
I morgen er der atter en dag der starter kl. 06.30, for der er jo ingen tid at spilde.

Vi har det godt og varmt og jeg sender de bedste hilsner til jer alle - rundt omkring i verden.

Hjemme igen

Kære alle

Så er jeg tilbage i Danmark igen og det er endda blevet hverdag.

Jeg nåede en helt fantastisk tur på bjerget lørdag aften da solen gik ned - virkeligt smukt!
På bjerget var der heller ikke grønt mere, det eneste der rigtigt var liv i, var bistaderne der summede det til gengæld af aktivitet.

Vi tog tidligt af sted søndag morgen. Der var valg i Tyrkiet og vi kunne ikke helt vide hvad det betød for trafik, kontrol m.v. Der var dog ingen forhindringer - turen gik planmæssigt og vi kunne stille os i den første kø kl. 06.45 i Izmir.

Vi forlod Tyrkiet i sol og ankom til Danmark i silende regn, der var endda tale om skybrud i København. Så galt gik det nu ikke mens vi opholdt os der. Da vi skulle have vores bagage i Tirstrup var det kun Lars`s kuffert der var med. Min ankom mandag formiddag (fra Istanbul) og Tonnys ankom mandag eftermiddag (også fra Istanbul).

Det var en søndag med regn fra vi ankom til jeg gik i seng sent søndag aften. Det var nemt at falde i søvn - køligt og i egen seng!

Nu går der jo ikke mange dage inden jeg igen længes efter solen, for her er det trist og koldt (for årstiden), men det varer lige en måneds tid inden jeg igen skal på farten - denne gang til Kina.

Det var dejligt at gense Tyrkiet, Manisa, Izmir og ikke mindst banditterne. Jeg lovede at komme og holde jul med dem, men mon ikke de er hjemme indenda?

Fortsat god sommer til alle.

Friske frugter

Jeg synes aftenen i går var en succes. Det er jo ingen sag at sidde til bords med 5 banditter i bar overkrop. Når de så samtidig spiste godt af maden, som jeg forberedte i bar mave, så bliver jeg glad. Der har sikkert været en liflig duft i huset i nat, efter en omgang bøf med bløde løg og godt med tyk brun sovs.


I dag er endnu en varm dag, i formiddag var det dog til at holde ud at sidde lidt ude i solen. Det er det ikke her i eftermiddag - 45 grader. Jeg ville ønske at varmen og solen var bedre fordelt, så alle i Danmark kunne dele det med mig. Jeg er også sikkert på at jeg allerede i næste uge vil sukke efter sol og varme, hvis ikke sommervejret er blevet bedre siden jeg drog fra Danmark i mandags.


Jeg har været en tur på det lokale marked i dag og det er vist hvad jeg skal foretage mig på egen hånd i dag. Lars Bo og Henning kom og hentede mig i bilen, de klarede indkøbene i Migros mens jeg nød alle de friske frugter og grønsager på markedet. Utroligt flotte varer - til ingen penge.

Lige nu er det sæson for ferskner og druer og de smager bedre end slik.


Jeg så grønsager som jeg aldrig har set før, får desværre nok aldrig afvide hvad det var for nogle og hvad de skal bruges til.


Naboerne plasker rundt i deres svimming-pool, det er ikke til at holde ud at høre på når jeg ikke engang kan få koldt vand ud af haveslangen....


I aften står den på hot-dogs, jo vi spiser godt her i Bandithuset. Hvis det er lidt køligere i aften (mens det lyst) vil jeg prøve at lokke Henning med en tur på bjerget, jeg vil gerne lige op og nyde udsigten endnu engang. Sådan så det ud på den sidste tur jeg havde i april:

Som det ses var turen allerede hård i april måned og da var det jo slet ikke så varmt.

Fortsat god weekend til alle i Danmark.

Tina i Tyrkiet - igen

Kære blog-venner

Så er jeg for en kort stund tilbage i huset i Manisa og det er et godt og glædeligt gensyn. Meget er ændret siden jeg var her sidst, men jeg vil næsten sværge på at flere ting slet ikke har flyttet sig :-)

Vi (Henning og jeg) ankom sammen med Peter til Izmir mandag aften. Vi var med de "sædvanlige" rutefly, via København og Istanbul inden vi landede i Izmir. Vi havde en hyggelig og behagelig rejse, hvor vi i Kastrup endda, som bonus, fik "besøg" af Grethe. Det var sødt at hende at sende os godt afsted - selvom vi var lige ved at misse flyet. Da vi nåede frem til gaten (det tog lidt længere tid end beregnet) lukkede den, men der var fortsat kø ved skranken, så vi kunne godt nå at komme med ombord - heldigt nok.

Lars og Tonny hentede os i lufthavnen og Henning og jeg blev herefter kørt til døren på Hotel Konak i Izmir, mens Peter skulle med tilbage til Manisa, for at passe job næste morgen.

Vi har boet pragtfuldt i Izmir, udsigt fra 9. etage over havnen i Izmir. Om aftenen med smukt lys over byen. Det har været varmt - meget varmt at være i Izmir, så efter at have brugt den første dag på at shoppe og drysse rundt i byen og på havnen, valgte vi at leje en bil.

Vi tog næste morgen afsted mod Cesme med badetøj og koldt vand i bagagen. Første stop blev ved Grand Otel Ontur, hvor jeg tidligere i år boede med Grethe. Vi sneg os ind på den private strand og tilbragte 3 timer ved og i vandet, herligt.
Derefter tog vi ind til Cesme og fik en dejligt frokost på havnen. Så skulle der (jo) lige shoppes lidt igen, det hører næsten med.
Vi fik anbefalet en god strand på den anden side af havnen/byen og tog afsted i den tro, at vi kunne finde det sted hvor vi tidligere har været på ferie med Dansk Folkeferie. Men ak nej, det fandt vi ikke. Vi fandt dog den dejligste hvide sandstrand med smukt og varmt hav. Det blev endnu til nogle timer i solen og havet, inden vi ved 18-tiden vendte snuden mod Izmir.
Det var dejligt at have en dags "charter-ferie" ved strand og hav, det kunne ses på kroppen at den dagen efter havde bedst af at være pakket ind.

Torsdag var opbruds- og rejsedag fra Izmir. Vi havde hyret en vaks taxachauffør til at køre os til Manisa, det gjorde han godt og billigt.

Peter og Lars var hjemme og spise frokost da vi ankom, det var dejligt at hilse på dem igen.

Siden jeg var her sidst for tre måneder siden er der sket meget med naturen. Det hele bærer præg af varme, meget varme og tørke. Det er gult og svedent, hvor det i foråret var grønt og frodigt. Frugttræer står og hænger dovent og det er sparsomt med blomster rundt omkring.
Jeg er rigtig glad for at jeg var her i foråret og oplevede Tyrkiet fra den smukke side.

En anden ting er varmen - de fede må svede og jeg har det ganske varmt. Da jeg ikke på samme måde som de øvrige danskere har haft tid at vænne mig til varmen, kan jeg slet ikke være i solen om dagen. Temperaturen var i aftes kl. 18 på 39 grader, så skal der ikke megen matematik til at regne ud at det er varmt midt på dagen.

Det blev dog til et hurtigt besøg på fabrikken i aftes, det var spændende at (gen)se maskinen, som nu efterhånden ser ud at være klar til at blive startet - men hvad ved jeg?

Det er hyggeligt at være i området igen og det er forbløffende hurtigt jeg føler mig "hjemme" igen, dog kun for de næste to dage (hvis altså Turkish Airlines vil flyve os hjem, vi har hørt varsel om strejke til valget er overstået på søndag).

I aften har jeg fået lov at serverer middag for banditterne, som alle trænger til lidt sul på kroppen.
Der er mere Lucky Luke over dem end der er bandit - de er jo ikke andet end streger i luften.

Indtil da håber jeg at nyde dagen ude og inde, jeg skal da også ud at gå lidt og se på omgivelserne. Det virker lidt som om området "sover", men det er vel bare tempoet der er sådan her om sommeren.

Onsdag den 11. april 2007

Efter en noget urolig nat stod vi op kl. 5.20. Der var stille i huset, så vi listede rundt og gjorde os klar til at køre til Izmir.

Det var lidt vemodigt at gå rundt i huset og vide at det måske var for sidste gang - det havde jo været mit hjem i to måneder.

Jeg fik skrevet en lille hilsen til banditterne, som de kunne læse mens morgenkaffen blev drukket.

Kl. 6.10 kørte vi (Peter - den trofaste og altid tjenestevillige chauffør - Henning og mig) mod Izmir. Der var ikke megen trakfik sådan en tidlig onsdag morgen, så vi ankom til lufthavnen 45 minutter efter.

Jeg blev hurtigt tjekket ind og så gik den næste ½ time i køen til sikkerhedstjek, men da der ikke rigtig var andet at foretage sig i lufthavnen, var det helt okay.

Flyveturen til Istanbul var behagelig og foregik i stille vejr med en sigtbarhed på 100 (det må det jo hedde når vejret er helt klart). Jeg fik morgenmad på turen, herligt!

I Istanbul, som er en rigtig tyrkerlufthavn, var der liv og glade dage. Mange mennesker og af forskellige nationaliteter. Der var nok at se på, men ikke megen tid. Vi lettede fra Izmir i regnvejr og flyveturen mod København var ikke med fin sigtbarhed, så der var mulighed for en lille lur.

I København havde vi en meget dramatisk landing. Jeg ved ikke om der kom lidt turbulens da maskinen skulle på jorden, men ihvertfald krængede den helt over til den side hvor jeg sad (sidetung???) og var ved at fortsætte ud i græsset. Der var både kvinder og mænd der skreg, måske en smule for dramatisk efter min mening, jeg skulle jo også videre med fly, så behøvede ikke deres hysteri.

I København skinnede solen fra skyfri himmel og jeg var nu så spændt på at komme hjem, at jeg gjorde klar til sikkerhedstjek uden at have boardingkort - nå, det var jo til at grine af og ændre på.

Flyveturen fra København til Tirstrup (sammen med alle mappedyrene) gik fint, det var dejligt at gense Danmark fra luften, men endnu bedre var det at mærke jorden under sig i Tirstrup.

Jeg blev modtaget af Mette, mor, Pylle og Freya - alle med flag. Freya underholdt lufthavnen med sin glade velkomstsang og tillod mig ikke at hilse på de andre før hun var færdig med at sige goddag.

Det var rigtig dejligt at gense alle igen - vi kørte alle til Irisvej, hvor min mor havde forberedt en frokost med sild, varm leverpostej, frikadeller, rødkål og rødbeder. Meget dansk og dejligt!

Lis kom på visit med blomster og velkomstknus og blev en del af selskabet og Mona kom en flot buket og et velkommet hjem. Herligt at blive så godt modtaget.

Det blev sent den aften inden jeg var færdig med at snuse til mit hjem, underligt at være tilbage og med en følelse af at savne banditterne i Manisa.

- men godt var det at sove i sin egen seng igen!

10. april

Afrejsedag for Grethe - SUK!

Vi skulle have de sidste oplevelser med og havde da også lige lidt TRY at brænde af. Vi drev lidt rundt i de forskellige kvarterer, efter vi endnu engang havde spist morgenmad på gaden.
Vi fik lov at stille vores bagage på Vandrehjemmet til kl. 13.00, så det var meget fint.
Vi endte stort set de samme steder som dagen før. På Keramelti, Konak Pier og gik ad havnepromenaden retur mod Vandrehjemmet. Frokosten bestod af mad fra en af de mange vogne med brød, der er rundt i byerne - en ny variant, så havde vi næsten prøvet det hele.

Grethe blev afleveret i lufthavnen kl. 14.00 og derefter gik det retur til Manisa. Jeg havde resten af eftermiddagen for mig selv og startede med at nyden solen. Jeg havde ingen ro, skulle hele tiden lige et eller andet - sådan har jeg det inden åbenbart afrejser. Det var egentlig synd at forlade det gode vejr udenfor, men som sagt ingen ro. Jeg besluttede mig for at gøre huset rent - slutrengøring i "gave" til banditterne, det vidste jeg at de ville blive glade for (hvad de også gjorde - jeg er sikker på at de i årene fremover, vil forbinde duften af Ajax med mig...)

SÅ kunne jeg ikke udsætte pakning længere, selvom jeg hele dagen havde lavet overspringsøvelser - det skulle jo gøres. Jeg måtte efterlade en del af mit tøj og bøger i Tyrkiet (jeg håber Henning tager det med hjem) for at have plads til alle mine indkøb. Jeg måtte også pakke i Henning`s nyindkøbte STORE kuffert, min egen var blevet for lille. Det hele lykkedes - 23 kg blev presset sammen i kufferten.

Så måtte jeg vemodigt tage afsked med banditterne en efter en - det var ikke let. Jeg har fået nye venner for livet. De tog imod mig med åbne arme og vil altid have en plads i mit hjerte. De har været med til at gøre opholdet til en stor oplevelse og fornøjelse og de har lært mig at med tolerance kommer man langt - jeg synes de er rigtig gode til at bo sammen og at bo sammen med!

9. april

Så var det igen ved tiden at komme videre. Grethe og jeg havde formiddagen for os selv i huset i Manisa, inden vi skulle tilbage til Guzel Izmir Oteli i Izmir.
Vi benyttede tiden i Manisa til at skrive mails og indlæg på bloggen, samt at få pakket sammen og komme godt afsted.
Det var igen en varm og solrig dag - og det skal man jo ikke klage over når man har ferie.

Vi satte kursen om Izmir ved 11.15 tiden, målet var at "lande" der kl. 12.00, hvor vi skulle afleverer bilen til udlejningsfirmaet. Vi havde aftalt at fyren fra biludlejningsfirmet skulle afhente bilen i rundkørsel ved Basmane (det lyder måske mærkeligt, men det er en meget stor rundkørsel og det er faktisk muligt at parkerer i en af siderne).

Der var en travl mandag formiddag og der var en del bytrafik, som der jo vil være i en by med 5 mill. indbyggere. Jeg fik lov at køre (!!!), mens Grethe styrede bykortet. Det gik helt forrygende, en enkelt gang kom jeg "måske" til at lave et venstresving jeg ikke måtte, der var ihvertfald en del dytten, men det kan man ikke altid regne med, så det tog jeg med tyrker-ro!
På et tidspunkt holdt vi stille for rødt lys og straks stod der 5 fyre og vinkede os ind til siden, vi tjekkede om vi måske holdt forkert - men nej, det var helt korrekt. Vi nåede at snakke om hvor knappen til centrallåsene var, så vi kunne låse dørene indefra, men heldigvis skiftede lyset i det samme til grønt og vi kunne trille forbi de 5 fyre med smil på læben.
Kl. 11.59 stod vi ud af bilen på det aftalte sted, det synes vi var ret sejt. Vi fik hurtigt overbevist den unge fyr fra biludlejningsfirmaet om, at alt var som det skulle være = ingen skader, intet politi og benzin som aftalt. Vi aflæste som noget af det sidste kilometertælleren og regnede ud at vi havde tilbagelagt 1.152 km i Tyrkiet.

Så blev vi tjekket ind på Vandrehjemmet, denne gang på 2. sal, men fortsat samme standard. Vi fik hurtigt læsset bagagen af og drog derefter ud i byen med retning mod Keramelti (markedet i Izmir som er et kæmpestort område). Vi blev endnu engang mindet om at to lyshårede forholdsvis unge kvinder alene på gaden, er et særsyn. Hold da op, hvor øjenene var ved at trille ud af hovedet på mange af de tyrkiske mænd. Vi brugte - jeg er døv og stum metoden - og havde iøvrigt solbriller på, for at undgå øjenkontakt. Vi klarede en times tid på markedet, så måtte vi ud! Vi fortrak til Konak Pier som er et fredligt trendy sted på havnen, med modebutikker (af den rigtige slags, parfumeri, cafeer og barer). Der kunne vi gå stille og fredligt omkring og spise frokost med en kold øl til uden at nogen blev stødt af det.

Vi måtte jo tilbage på markedet, vi skulle jo monstershoppe, så vi lagde en taktik og gik således oplivet tilbage til markedet. Så blev der shoppet og pruttet om priserne og endnu engang fik vi bekræftet at alting koster ingenting og kun det halve når vi har pruttet om prisen.
Jeg havde efterhånden ret godt fat i de tyrkiske tal, så når de hårde forhandlinger skulle igang foregik det på tyrkisk, det virkede ligesom bedre. Vi gik hjem da vi ikke kunne bære mere, var ved at besvime af varme og Grethes vable på hælen sprang. Vi havde fået købt tasker og bælter, så vi kunne åbne vores egen bod - herligt.

Da vi havde hvilet os ovenpå dagens anstrengelser, gik vi ned forbi Hotel Hilton for at tjekke Grethe`s busafgang og derefter videre til havnen, hvor der var liv og glade dage. Vi fik en fyraftensøl sammen med alle tyrkerne (forretningsfolk hovedsagligt) og fandt derefter et lækkert spisested. Da vi ikke meget senere gik hjemad (vi havde bestemt at det ikke skulle være sent) blev vi på vejen hjem advaret af en ung pige. Hun synes ikke at vi skulle gå ind i det kvarter hvor Vandrehjemmet lå, p.g.a. zigøjnere, men det var vi jo ligesom nødt til. Vi blev lidt mere målrettede og let til bens og kom hjem i en gevaldig fart - uden vi på nogen måde følte os truet.

Vi boede jo ved banegården og der er åbenbart noget skummelt ved de fleste byer, i kvarteret omkring banegården - det må vi huske når vi booker på nettet!

8. april

En dejlig varm og solrig søndag, hvor vi var lidt længe om at komme igang. Totalt afstresning i solen og med gåtur på bjerget.

På et tidspunkt blev temperaturen målt til 42 grader i solen - tidlig sommer!

7. april

Vi blev vækket tidligt af , hvad vi senere fandt ud af, retarderede naboer. Det var en smuk morgen med sol og vindstille, da vi drog vestpå til Manisa - 215 km forude.

Vi glædede os begge til at komme "hjem" til banditterne. Det blev en fin køretur, ikke meget trafik og kun en smule bjergkørsel.

Vi nåede en tur på det lokale marked inden vi skulle på Selkasan efter nøglen til huset.

Kort efter frokost mødte vi Henning ved Selkasan, hvor vi fik en guidet rundtur og Grethe fik hilst på banditterne.

Efter turen rundt på Selkasan kunne vi (endelig) sætte kursen "hjem". Vi brugte eftermiddagen i solen med at forberede middag til lørdag aften.

Vi havde en festlig og fornøjelig lørdag aften sammen med banditterne. Det var rart at være tilbage og fortælle dem om alle vores gode oplevelser.

6. april

Pylle`s fødselsdag - HURRA HURRA!


Vi valgte at tjekke ud af hotellet en dag tidligere end oprindeligt planlagt, da turen fra Cesme til Pamukkale er på 350 km.


Efter 4 timer i en varm bil ankom vi til Pamukkale, hvor vi ret hurtigt fandt vores Hotel Venus. Det er et lille familiejet hippiehotel, unge mennesker der ejer det (tror vi) og med en hyggelig atmosfære.


Efter hurtigt omklædning drog vi til Bomuldsslottet, et helt specielt bjerg (eller del af bjerg) i Pamukkale, som ligger inde i Tyrkiet. Det var meget varmt, det varmeste jeg indtil da havde oplevet hernede og det var lidt specielt fordi vi var i bjergene. På turen til Pamukkale var vi ved at løbe tør for benzin, der blev pludseligt meget langt mellem benzinstationerne, så vi måtte tage en lille afstikker fra motorvejen, vi nåede det heldigvis!


På Bomuldsslottet løber der varme kilder som aflejrer bl.a. kalk. Bjerget er helt hvidt og skal på turen op betrædes i bare tæer. Der løber vand ned af bjerget på hele opturen, hvor der også er mulighed for at bade. Vandet er meget varmt og dejligt.

På bjerget er der også ruiner og bl.a. dette kæmpestore og meget flotte amfi-teater. Vi var hele området igennem og overvejede også en tur i det termiske bad, men valgte at slappe lidt af i solen i stedet.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville se solnedgangen fra bjerget. Vi udvalgte os en god solrig plads med den skønneste udsigt og fulgte hele solnedgangen (sammen med 100 italienere, der snakkede uafbrudt). Det var meget meget smukt, vi glemte næsten at vi frøs.

Vi valgte at spise aftensmad på Hotel Venus. Det foregik i en lille brændeovns opvarmet stur, hvor vi sammen med tyskere og amerikanere nød den hjemmelavede tyrkiske mad - det var et rigtigt godt måltid.

De havde den sødeste lille hund på Hotel Venus, den hed Fendik, hvilket betyder hasselnød. Den mindede i høj grad om Freya, fulgte sin ejer-mor overalt hvor hun gik, op og ned af trapperne, ud og ind af døren, lå på skødet af hende når hun sad ved pc`eren o.s.v.

5. april

Freya`s fødselsdag - 6 år HURRA HURRA!

Efter en stille formiddag, tog vi en tur til Cesme. Vi fandt en internet cafe og fik tjekket post (jeg er blevet meget afhængig af min netkontakt...) og bestilt hotel i Pamukkale. Er det ikke smart og nemt?

Efter frokost i Cesme kørte vi lidt rundt i området og sluttede eftermiddagen med en tur til stranden, hvor vi nød den sene eftermiddagssol op af klipperne - herligt!

Kl. 19 blev der ringet efter os på værelset, nu var manden med ringene kommet - JUBII!

Det var spændende om de svarede til forventningerne. Flotte ringe, desværre er min lige stram nok, men Grethe`s er perfekt og SÅ flot. Spændingen var udløst og vi var glade ja, også sælgeren - se her:

4. april

Efter en afslapningsdag var vi igen klar til nye oplevelser, så vi startede bilen og kørte mod Efesos - et af den antikke verdens 7. vidundere. En smuk tur langs kysten med bjergkørsel og havudsigt det meste af turen - igen en solrig og varm dag.



Ved indgangen til Efesos fik vi tilbud om at blive kørt (gratis) til den anden indgang, så vi kun skulle gå turen gennem Efesos en gang. Der var lige den krølle, at inden vi nåede til den anden indgang skulle vi omkring en guld- og sølvforretning eller en læderforretning. Det var jo et tilbud der ville noget - så vi sagde JA.



Først var vi i guld- og sølvforretningen, hvor vi blev vist rundt og passet op med både kolde og varme drikke. Grethe havde tænkt på at købe en ring, så det var jo helt perfekt. Vores lille rundtur i forretning endte med at vi hver bestilte en ring (selvfølgelig efter vi havde pruttet om rpisen), Grethe i hvidguld og en i sølv til mig. Ringene ville de bringe til hotellet dagen efter, så det var jo service.



Så gik turen videre til læderforretningen hvor vi prøvede jakker og frakker en times tid, inden jeg drog afsted med en lækker skindjakke og tilbud om at købe en hundehvalp - og det var svært at afstå....



Så var vi klar til udflugtens egentlige mål, turen gennem Efesos. Det var en smuk og interessant tur i dejligt vejr.



Vi snakkede iøvrigt med tre danske "piger", som havde fået foretaget øjenoperation i Izmir dagen før. Det var hyggeligt - for mig - at møde danskere.

Efter turen gennem Efesos kørte vi ad stejl bjergvej til Meryemane (Jomfru Maria`s sidste hus). Stedet er helligt og man skal opføre sig stille og roligt - hvad omgivelserne også indbyder til. Jeg havde shorts på, så jeg var lidt itvivl om det var passende, men jeg fik en Jandamers tilladelse til at gå ind og det var fint. Det var et specielt sted med en utrolig ro. Historien er at Jomfru Maria tilbragte sin sidste tid på bjerget i huset inden hun døde.

Efter at være ramt at historiens vingesus satte vi kurs om Kusadasi, turistby syd for Efesos.
Vi nød lidt sen frokost på havnen og nåede at se lidt forskellig inden vi trætte drog hjem igen.

3. april

Vi havde bestilt overnatninger med morgenbuffet og aftenbuffet - og det var godt.
Kæmpe morgenbord med stort set alt hvad hjertet begærer, tjenere der hele tiden sørgede for at alt var i orden, smukke lokaler - det var helt perfekt.

På hotellet var en wellness afdeling og det var lige hvad vi trængte til. Så efter morgenmaden tog vi badetøj på og prøvede først bade med forskelligt vand. Dernæst fik jeg massage og da jeg var færdig fik Grethe en omgang tyrkisk bad. Så kunne vi friske drage til stranden - privat strand tilhørende hotellet - hvor vi som de eneste nød solen de næste timer. Jeg dristede mig også en tur i havet, det var koldt med utroligt rent og indbydende.

Vi var ude og tjekkede kystområdet senere på dagen. Der er flere "sommmerhus"- turistområder i Cesme, men der var ikke meget der var åbent - det er endnu for tidligt på sæsonen. Vi ledte efter det hotel vi tidligere har boet på i Cesme, men fandt det ikke.

1. og 2.april

Søndag aften sent landede Grethe "endelig" fra München, det var dejligt at se hende komme smilende ud gennem gaten.

Vi satte straks kurs mod Güzel Izmir Oteli med Peter som chauffør. Vi tjekkede ind på vandrehjemmet, som bestemt ikke var luksus, men hvad pokker vi skulle jo blot overnatte der inden turen næste dag skulle gå til Cesme.

Der var en sjov ting i værelset på vandrehjemmet, vi have et badeværelse der lå så højt, at man sad i dronningestol når man sad på toilet, meget specielt.

Vi havde gjort helt rigtigt i at ikke bruge en masse penge på overnatning, for vi sov kun ca. 4 timer - det blev sent inden der var ro, men det var hyggeligt at "tøse-snakke" igen.

Næste morgen skulle vi ud for at fine et sted at spise morgenmad. Vi havde set en cafe lige overfor vandrehjemmet, men der var ikke åbent. En venlig tyrker fulgte os om i sidegaden, hvor vi købte morgenbrød ved bageren. Så satte vi os foran en lille biks med the/kaffe og fik serveret kaffe og the - det var dejligt vejr, så det var helt okay.

Mens vi spiste morgenmad kom vi i snak med en anden tyrker, der interesseret spurgte hvor vi skulle hen. Da han hørte vi havde tænkt os at tage bussen til lufthavnen, foreslog han straks at vi istedet tog en taxa, han kendte lige en der ville gøre det billigt. Det lød fristende, så vi hentede vores bagage på vandrehjemmet og fulgte med til taxa-holdepladsen. Der var nu ikke lige en fætter eller onkel der ville gøre afsted med os for TRY 40, sådan lige uden videre, men vi havde ikke travlt så vi afventede. Det virkede, der var en der blev mør og så kunne vi komme afsted. Turen startede med at Grethe rykkede håndtaget af bildøren, UPS - ikke godt. Det grinte vi en del af selvom vi af hensyn til chaufføren måtte beherske os - han fik TRY 10 for svie og smerte, det kunne vel hjælpe lidt på det.

Vi havde en aftale med biludlejningsfirmaet om at bilen skulle afhentes i lufthavnen kl. 11, så vi satte os ind for at vente. Da vi havde siddet lidt, kontaktede Grethe et af de andre udlejningsfirmaer, som havde kontor i lufthavnen, og den hjælpsomme unge mand der, kunne fortælle at han havde set den pågældende udlejer, så vi skulle nok bare vente 10 minutter. Nu har jeg jo prøvet det der med 10 minutter før - inden man ser sig om er der gået 40 minutter uden at der er sket en skid!

Så tog vi igen fat i et af den andre udlejningsfirmaer og heldigvis mødte vi igen venlig- og hjælpsomhed. De ringede til den pågældende biludlejer, som åbenbart befandt sig i udenrigsterminalen, mens vi var i indenrigsterminalen.

Da han stakåndet nåede frem viste han os først et skilt hvor han havde skrevet Mr. Grethe Nikolajsen, dernæst fortalte han at han havde set efter det fly Grethe skulle komme med (som jo landende aftenen før). Nå, men efter forvirringen og lidt diskussion frem og tilbage, satte vi kursen mod Cesme i den lejede Ford - det var dejligt at være på vej.

Da vi ankom til Grand Hotel Ontur Cesme, havde de ikke fået vores reservation (via Nettet), så inden vi kunne entrere vores værelse på 4. sal med havudsigt, måtte jeg udover at snakke med hotelpersonalet på deres kontor også tale med en amerikaner. Alting løste sig heldigvis i løbet af en ½ times tid.

Efter vi havde pakket ud, kørte vi en tur omkring havnen i Cesme. Vi shoppede, spise og drev lidt rundt og nød det gode vejr. Og sandelig om ikke vi så flere kendte ansigter!

Drop in i Çeşme

Kaere alle

Saa er jeg ı Çeşme og fandt lige ind paa en internet cafe, for at bestille en overnatnıng ı Pamukkale, hvor vi(Grethe og ego) drager til i morgen. Alt gaar godt og planmaessıgt og der bliver masser af oplevelser at skrive om, naar jeg igen naar min egen computer (denne giver mig dog mulighed for at skrive paa tyrkisk...).

Jeg haaber og tror at alle hjemme i Danmark er godt igang med paasken og nyder fridagene. Hernede er det ganske almindelig hverdag (for nogen - f.eks. banditterne i Manisa, som tjener "ytler" lige saa hurtigt som vi kan bruge dem...)

Solen skinner - forhaabentlig ogsaa ı Danmark - nyd den og fridagene.

Grethe og Tina

Endnu en begivenhedsrig søndag

Det har været en anderledes søndag i dag - det har nemlig ikke været godt vejr. Så måtte vi jo finde på noget at lave sådan en søndag eftermiddag. Målet var egentlig blot at gå en tur og få købt lidt frugt, men det lød måske også bare lidt for kedeligt. Heldigvis kom der en dolmus (bus) forbi og den snuppede vi ind til byen, helt ind i hjertet af Manisa.

Vi fandt ret hurtigt frem til de steder hvor Lars Bo og jeg havde været i går, det synes vi faktisk var ret godt gået. Nå, vi drev lidt rundt i byens gader, fotograferede lidt ind i og inde i bagerforretninger (Lars Bo er ind imellem på studietur) og nød en enkelt øl på værtshus.

Så kom vi forbi en frisør og Henning ville gerne klippes. Vi spurgte hvornår han kunne komme til - ved at pege på uret og ligne et spørgsmålstegn. Frisøren opfattede det sådan at vi havde travlt, så den mand har var igang med at klippe blev sat på "hold" i stolen ved siden af og straks gik frisøren igang med at klippe Henning. Det havde vi nok ikke fundet os i, men det gjorde den flinke tyrker. Henning blev klippet, fik brændt hår i ørene, klippet øjenbryn og trimmet hørene i næsen - det tog mindre end 30 minutter og så kunne vi gå videre. I mellem tiden var en anden tyrker kommet ind i forretningen (sikkert en fætter). Han kunne tale engelsk og ville meget gerne vise os sin forretning - en tøjforretning. Vi gik med i forretningen og inden vi så os om var der serveret the og kaffe, dette selvom vi ingenting købte.

Vi fik købt lidt frugt - som jo var målet med gåturen - og begyndte så på hjemturen. Da det blev for træls at gå og der ingen busser kom, endte vi i en taxa, der kørte os hjem.

Spændende tur - mange ting at se og opleve i Manisa. Billedet herunder er fra en stor bageforretning i byen, vi blev kaldt ind så vi kunne tage billeder. Hele personalet blev kaldt frem og kagerne lokkede virkelig også til nogle gode billeder.

Hemmelig mission

I går var vi på en hemmelig mission, som heldigvis lykkedes. I Tyrkiet kan man ikke altid bare gå ind i forretning, købe en ting, betale ved kasssen, få sin bon og så smutte igen.

Nå, men målet var at få købt en vandpibe til jubilaren, som holdt fest for os alle samme aften - så vi var jo lidt sent ude. Jeg havde fået anvisninger på hvor en sådan vandpibe kunne købes, men ak, det the-hus var ikke lige til at finde. Så først gik der en times tid omkring frokost - vi var i flere forskellige forretninger, jeg talte i telefon med en pige der kunne engelsk, som synes vi skulle komme til Izmir for at købe vandpiben, vi så en indehavers egen vandpibe, jeg havde en overgang guide på, der ville vise hvor det navngivne the-hus lå , men alt sammen desværre forgæves.

Nu er tyrkerne jo venlige mennesker (fortæller jeg igen) så en af de tyrkiske arbejdskolleger fra fabrikken ville gerne køre os ind til byen, for at købe en vandpibe. Så det gjorde vi.

Det første sted vi var, havde de desværre ingen vandpiber, men så fortsatte vi bare indtil vi kom til et the-hus, det er endnu uklart for mig om det var det sted jeg oprindeligt havde fået navn på.... Det var et the-hus for mænd, så den venlige tyrkers kone og mig måtte pænt stå udenfor og vente, mens mændene gik ind. Heldigvis blev der kaldt på os, så vi kom gennem forretningen og ind i et baglokale, blev plantet i et par stole og så skulle vi ellers se vandpiber - PÅ NETTET! Vi havde troet, at vi kunne se dem rigtigt, men nej. Vi besluttede os ret hurtigt for hvilken model det skulle være og blev enige om prisen. Vi havde sikret os, at de rent faktisk havde vandpiben, så alt var godt.

- indtil sælgeren sagde, at der gik lige 10 minutter, han skulle lige hente vandpiben. De har en anden tidsregning hernede, de 10 minutter blev til 40 minutter (vi fik dog the i ventetiden)inden han endelig tilbage med vandpiben. Så ville sælgeren igang med at samle apperatet, prøve det af m.v., men det havde vi ikke rigtigt tid til, vi skulle jo til fest. Så det blev pakket ned i den fine trækasse og så afsted igen.

Vi kom hurtigt hjem og blev klar til fest på ingen tid! Nåede en velkomstdrink og gaven blev overrakt inden bussen, der skulle køre os til restauranten i bjergene, kom og hentede os.

På restauranten fik vi den dejligste mad, masser af salater, oliven, blæksprutteringe, forskelligt grillet køb (meget lam), brød og til dessert frisk frugt. Der var dækket flot og godt op på bordet - se her:

Knap var vi færdige med at spise, før lyset blev dæmpet og den levende musik startede - hold da op, det var tyrkisk. Tyrkerne klappede af musikken og sangen, så det gjorde jeg også.

Efter at musikken havde holdt et par pauser, slog de pludselig over i helt andre rytmer og så kom der folk på dansegulvet, så inden bussen kom og hentede os igen, nåede jeg lige en sving-om med jubilaren. Her er det populære "band":




Jeg har været på bjerget i dag - 10 km (30 km ialt denne uge) og jeg har næsten pakket kufferten og Grethe er på vej. Jeg glæder mig til at mødes med hende senere i aften i Izmir.

Aftenens jubilar - Peter

PS: Han blev meget glad for vandpiben, så det var hele besværet værd!

- og så regner det...

Så sidder jeg her - indendøre, på min sidste dag i Manisa. Det regner og er trist vejr, ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Alt tøjet skal jo være klart til i morgen aften, hvor ferien starter i Izmir!

Nå, det har jo indtil nu været suverænt godt vejr om søndagen, så mon ikke solen også skinner fra skyfri himmel i morgen, jeg når det jo nok.

Jeg har så til gengæld fået ryddet op, ikke at der er meget rod efter knap to måneder, men lidt skulle der da sorteres. Der er jo en vægtgrænse - ja, for kufferten - når jeg rejser hjem, så jeg må virkelig prioriterer og så håbe på at Henning vil tage noget med hjem for mig, på et senere tidspunkt.

Igen i aften skal vi i byen og spise, det er jo herligt at komme ud og opleve noget. Rygterne siger vi skal på bjerget (ikke det vi løber på) og det synes jeg lyder rigtigt lækkert.

Jeg har iøvrigt løbet 20 km på bjerget siden søndag, men var også noget træt i benene forleden, det bliver godt at komme hjem på fladt terræn igen.

Det er en smule vemodigt sådan at gøre klar til afrejse - for good - men tankerne om hvad de kommende dage byder på af oplevelser, kan holde humøret højt!

Jeg ved fra pålidelige kilder i Danmark at forårssolen skinner, så jeg håber at I alle nyder det.

Fortsat god weekend!

Sidste fredag i Manisa

Det er i dag min sidste arbejdsdag - her i mit luksuseksil i Manisa. Fremover vil det ikke være en udsigt som ovenfor jeg har, når jeg arbejder - til gengæld får jeg mindre fårede kollegaer at tale med - så godt bytte!

Det har været så fedt, at kombinerer denne tur med et deltidsjob i banken. Opkoblingen har kørt uden de store problemer og det har været rart at holde sig ajour og samtidig få udrettet

noget.

Nogle dage har jeg arbejdet i nattøj, nogle i shorts - nogle dage har jeg arbejdet tidligt og nogle dage sent - det er fleksibelt. Jeg kan godt blive lidt svedt ved tanken om, at jeg snart er tilbage i den travle hverdag igen! Men det hjælper mig jo, at jeg godt kan lide at arbejde og det skal ikke være en hemmelighed, at jeg glæder mig til at have kolleger omkring mig igen.

Ellers lader jeg op til søndag aften, hvor jeg skal mødes med Grethe i lufthavnen i Izmir. Vi glæder os begge to til at tilbringe påsken sammen med oplevelser i Izmir, Cesme, Kusadasi, Efesos, Pamukkale og Manisa.

Vejrudsigten er lovende ud - men her vil jeg lige fortælle, at det ikke kun er i Danmark at vejret kan være svingende og ustabilt. Vi danskere er nogen gange tilbøjelige til at tro, at solen altid skinner sydpå, det kan vi jo se i charterkataloget!!

Her er det i disse dage blandet vejr, med følgende temperatursvingninger. Forleden morgen var der 0 grader, i går morges 3 grader, mens det midt på dagen er vejr til solbad, hvis der er sol og læ. Når blot solen kan nå igennem ozonlag, smoglag og skyerne, har den en fantastisk magt.

Jeg vil ønske jer alle en god weekend!

4 piger - ½ time - 20 kroner

Jeg har de sidste dage gået og samlet mod til at besøge en frisør. Sproget er en udfordring, men en anden er jo (for frisøren) mit hår! De tyrkiske kvinde er udstyret med et fantastisk hår, kraftigt og med krøller (jeg forstår ikke hvorfor så mange af dem gemmer det under et tørklæde), så det at skulle klippe et tyndt hår som mit, kunne jeg godt se som en udfordring.

Nå, men jeg tænkte at det kunne jo aldrig gå værre end jeg kunne begynde at gå med tørklæde, det er jo ikke et særsyn her. Under alle omstædigheder vokser det jo også ud igen.

I dag skulle det være. Jeg havde på forhånd udset mig en frisør, så jeg drog glad og forventningsfuld hjemmefra lige efter frokost.

Jeg ved fra banditterne, at det der med at bestille tid er ikke noget man bruger i Manisa. Hvis ikke barberen lige har tid når man kigger ind, kan tiden fordrives med en kop the og en snak med de øvrige ventende!! Der var da heller ingen hos damefrisøren, men hun havde ikke tid!

Nu er tyrkerne jo meget venlige og ikke bange for at henvise til en anden, så hun fik mig forklaret hvor jeg kunne finde en anden damefrisør. Jeg tror jeg fattede 6 ord af de 60 hun sagde - men essensen var at jeg skulle gå mod skolen, så til venstre og så ville jeg se et stort skilt hvor der stod "damefrisør".

Og ganske rigtigt - jeg fandt hurtigt damefrisøren og trådte forsigtigt ind.

Jeg blev mødt af 4 unge piger, som jeg fik forklaret at jeg gerne ville klippes. Det var de med på og inden jeg så mig om sad jeg med slag, håndklæde og vådt hår. Nu var det jo ikke sådan som det normalt er hos Jytte i Klippehjørnet - altså at vi kunne snakke om hvordan jeg godt kunne tænke mig at blive klippet. Men der var jo ikke andet end at kaste sig ud i det - Vo intet vover - intet vinder!

Så jeg blev klippet og jeg huskede at trække vejret mens hun klippede mig, selvom jeg var edderspændt. Bagefter fik jeg vasket mit hår (ja, omvendt.... eller?) og til sidst blev mit hår føntørret og "sat", hmmm.

Alle 4 piger var i sving mens jeg var der, hver sin lille opgave, men alle vigtige. Der var ikke andre kunder end mig, så det var ligesom mig der var den.

Da jeg var færdig kom regningen, for klip, vask og føn 5 TRY = dkr. 20. Det er utroligt, så billigt det er i forhold til danske priser.

Jeg skal ikke selv bedømme resultatet, pæn bliver jeg jo ikke fordi jeg bliver klippet, men nu får jeg ihvertfald ikke hår i øjnene når jeg løber!

Døm selv her:

Jeg har selvfølgelig selv taget billederne!

Søndags sysler

BAZAR i Manisa - søndag den 25. marts 2007

Weekenden har budt på dejligt vejr. Lørdag ganske vist med lidt regn og torden, men også lunt og godt ind imellem. Søndag har endnu engang - og heldigt på ugens eneste fridag - budt på sol og varme, i går igen til solbadning.

Efter at have slappet af nogle timer i solen, gik nogle stykker af os en tur i går. Da vejret var godt (efter dansk standard) have vi blot taget shorts og t-shirt på og så ellers afsted. Det var dejligt vejr, til is og kolde øl (hvad man ikke må sidde og nyde udenfor restaurationer, f.eks. på en bænk eller i græsset). For tyrkerne var det en festdag, sommerens komme og der var virkelig mange mennesker på gade og stræder - sikkert også p.g.a. det gode vejr.

Vi fik et tip om at der var bazar bag Migros (vores lokale supermarked), så det måtte vi da lige undersøge.

Som det fremgår af ovenstående billede, er tyrkerne klædt væsentlig bedre på end danskere når solen skinner og det er varmt - meget meget mærkeligt. Nå, men vi troppede op i bazaren i vores sommer out-fit og så fik tyrkerne ellers noget andet/mere at kigge på. Vi kunne lige så godt have været fra Mars - hold op hvor de synes vi var underlige, men hvad, det synes vi vel også at de er!

Bazaren, som vi nok havde troet var med handel, var mere en slags messe. Så vi så på køleanlæg, tæpper, køkkeninventar, døre og møbler - tjek lige denne sofa:

passer fint til mine røde sandaler :-))

Da vi kom ud fra bazaren kom et par unge mennesker og spurgte om de måtte stille os et spørgsmål. Ja, endelig! De ville gerne vide om vi var kommet til Manisa p.g.a. bazaren, de spurgte ikke engang hvor vi kom fra, så måske de troede vi var fra Mars. Jeg måtte skuffe dem og sige, at det ikke alene er bazaren der har lokket os til Manisa, men at vi havde hørt om den og var blevet fristet til at besøge den. Så var de glade - så ihvertfald sådan ud.

Det ser ud til at det hjælper at fejrer at sommeren begynder, i dag er det endnu engang solrigt og varmt.

Ferie i det græske ø-hav

Søndag kl. 17 tog vi i strålende sol og stille vejr båden til Kios. Efter blot 3o minutters sejllads var vi på Kios - en helt anden verden end Tyrkiet. Hotellet var dejligt, 2. sals værelse med udsigt over havnepromenaden og havet.

Tiden på Kios blev fordrevet, i blandet vejr, med gåture i byen og på havnen, dejlig græsk mad, sol på bænken i den lokale park, en øl eller to på torvet i byen, hvor vi betragtede det lokale liv og talte lidt med de indfødte. Vi blev mødt med samme venlighed som i Tyrkiet, dog var livet på Kios meget anderledes end i Tyrkiet. Der var mange unge mennesker, gang i den på cafeer og barer, alt virker som om de nu venter på turisterne som hvert år tredobler indbyggertallet på øen.

Jeg kom desværre ikke ud at bade, stranden og vejret indbød ikke rigtigt til det og inden vi fik set os om, skulle vi hjem igen.

Hjemturen foregik i stormvejr, så det var ikke en oplevelse af de gode. Vi tog busser hjem fra Cesme til Manisa og rejste med de lokale tyrkere. Sådan en bustur er ikke helt som i Danmark.
Når bussen er igang tilbydes alle rejsende lidt vand (helligt?) til hænderne og for herrernes vedkommende også til håret. Så skal der købes og tjekkes billetter. Dernæst bliver alle rejsende tilbudt drikkevand og så kan rejsen nydes. Hele turen foregik i regn og blæst, så det var ikke meget af udsigten vi kunne nyde, men chaufføren kørte pænt og efter ca. tre timer var vi igen i Manisa, hvor alt lignede sig selv - altså bortset fra der ingen strøm var.

Strømmen er tilbage og blæsten har lagt sig og langt ude i horisonten kan jeg skimte solen. Tyrkerne mangler vand og er derfor glade for regnen, men mon ikke de snart har fået nok, så de sammen med os håber på godt vejr til weekenden?

Næste weekend skal jeg igen på ferie. Denne gang med Grethe som tager turen fra København og herned. Behøver jeg at sige at jeg glæder mig? Specielt til kvindeligt selskab, som jeg har været uden i 1½ måned. Vi skal sammen på oplevelser, bl.a. i Izmir, Cesme, Pamukkale, Efesos og Kusadasi - det bliver herligt!

Jeg vil ønske alle en god weekend - mon foråret kommer denne weekend hvor vi stiller urene på sommertid?

Ferie på Kios

I dag skal vi på ferie - 4 dage på Kios, en lille græsk ø, 30 minutters sejllads fra Cesme, der er en køretur til Cesme på ca. 1½ time, så det er kort rejsetid - herligt!

Vejret viser sig igen fra bedste side med sol og varme, jeg håber at solen også skinner på Kios.
Jeg satser højt og tager badetøj med, jeg vil rigtigt gerne i havet - nu må vi se om muligheden byder sig.

Det bliver dejligt at komme ud og se noget andet og mentaliteten er jo helt anderledes i Grækenland, så mon ikke også der er lidt andre oplevelser i vente....

Vi har lige været på bjerget, der var skønt i dag - selvom det var lidt hårdt at komme derop.
Det blev "kun" til 10 km for mit vedkommende - hvilket jeg kan være helt godt tilfreds med.

Ha` det godt!

News

Det er de mest utrolige ting folk tjener penge på hernede. Klunsere ser vi, om ikke dagligt, så ofte. De kører rundt og tømmer skraldespandene for plastikbøtter, metaldåser og lignende gode sager med deres æsler/hest og en trækvogn. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvad de bruger det til.
I går så jeg, inde i Manisa, en gammel mand på et gadehjørne. han havde stillet en badevægt op, hvor han så tilbød at man kunne blive vejet - gud ved om han bliver rig af det (eller mæt)?

Jeg havde min første (og forhåbentlig sidste) ubehagelige oplevelse i Manisa i går. Jeg var på cykel derind (tak Asger) og trak den rundt på en af byens hovedgader hvor jeg kiggede på forretninger (læs: shoppingmuligheder). Pludselig blev jeg passet op af en flok unge beskidte drenge, der ville vide hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og hvor jeg skulle hen. Jeg valgte taktikken med at spille døv/stum, hvilket ikke fik dem til at forsvinde. Da de havde hængt på et stykke tid og jeg synes at det var ved at være ubehageligt var der ikke andet at gøre end at give dem et blik, så de kunne tro at jeg spiser børn og samtidig verfe dem væk med hånden - så gav de op og jeg kunne forsætte min spændende tur.

I dag skinner solen igen, der er kommet aviser, et ugeblad og masser af lakrids fra Danmark - jeg er sikker på at eftermiddagen bliver go`.

God weekend til jer alle!

Dejlig lune sokker....

Foråret, solen og varmen har ramt Danmark - har jeg hørt. Det glæder jeg mig naturligvis over, men jeg havde nu troet, at der ville være sol nok til os alle. Her har der siden, solen dukkede op i Danmark, været koldt, blæsende og overskyet. Så er det jo godt at jeg har mit spændende arbejde at kaste mig over!

Jeg har tidligere fortalt hvordan tyrkerne tager på hel- eller halvdagsskovtur om søndagen. Nu har jeg set yderligere en tyrkisk-søndagsaktivitet. På et område lige her i nærheden, er der asfalteret et stort område, vejene snor sig og der er masser af vejskilte. Det ser noget underligt ud, indtil man ser hvad arealet bliver brugt til.

Bagved rattet i de biler der kører rundt, sidder udelukkende kvinder. Ved siden af sidder "manden", i disse tilfælde sikkert ægtemanden. Bagi sidder resten af familien (hvem vil gå glip af denne oplevelse?), det gælder både børn, mor, svigermor m.fl.

Så lærer far ellers mor hvordan hun skal køre bil, om træningen er godt nok til et kørekort aner jeg ikke, men ideen med en træningsbane er da meget go`.

Den 25. marts fejrer alle tyrkere at sommeren begynder, så jeg er stærk i troen på at det snart bliver lunere og mere solrigt igen.

OG til alle jer med fuld sol - nyd det, pludselig er den væk igen.

Regnbuen

Grethe sprugte mig i går om jeg har fået noget farve.

Når jeg i dag kigger efter kan jeg se, at det har jeg faktisk. Jeg har røde kinder - sikkert fordi jeg lige har løbet 10 km på bjerget, brune arme - sikkert fordi jeg tilbringer et par timer hver dag i solen med en god bog og så har jeg tre blå tæer. Så der er lidt forskellige farver!

Turen på bjerget i dag var anderledes, måske fordi jeg nød den mere (læs=er kommet i bedre form). På bjergskråningerne er forårsblomsterne i fuldt flor, hvide, gule og røde blomster, flere steder som en tykt tæppe - flot.

Dyrene på den store gård bagved var på dupperne i dag, jeg hørte både høns, kalkuner, heste og æsler.

Henning og Asger løber stadigt, tror de når jorden rundt!

JUBIIII.....

Denne fredag morgen har været den bedste i tre uger. Der var (næsten) friske aviser på bordet - 3 stk. fra torsdag den 8. marts.

Nu har jeg de sidste uger haft god tid om morgenen, ristet brød, grape i passende stykker og frisklavet kaffe på kanden, men ingen morgenaviser. Så det var sandeligt behageligt at kunne læse avis 1 time eller 1½, jeg mener, nu har jeg jo virkelig tiden til fordybelsen.

Det er altså ikke helt det samme at læse nyheder på PC-skærmen, som det er at sidde med en knitrende avis der lugter af tryksværte.

Jeg kan ikke lade være med at glæde mig til næste uge, hvor jeg måske er heldig at der kommer rimelige friske aviser igen :-)

God weekend til jer alle!

Virksomhedsbesøg

I går var jeg på rundvisning på Selkasan med Henning som guide.

(billedet herunder er af ældre dato, de er meget længere med opbygningen)

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, jeg fik naturligvis ikke ros for mit fodtøj, idet jeg havde valgt at spadserer turen derud (ca. 4 km) i sandaler. Nu er sikkerhedssko ikke en del af min rejsebagage, så jeg havde gjort op med mig selv, at jeg jo bare måtte se mig godt for og så iøvrigt vaske fødder og sandaler når jeg kom hjem.

Henning tog imod mig ved porten som aftalt og efter at have fået en gul sikkerhedshjelm, startede vi rundturen. Vi var under maskinen, på niveau med maskinen og over maskinen. Jeg har set maskinen nogle gange i Grenaa og havde svært ved at se det er samme maskine. Nu ved jeg ikke om man kan sige at en papirmaskine er flot! Men den er ihvertfald shinet godt op bl.a. har tyrkerne malet den, så den ser mindre brugt ud.

For mig at se er de kommet rigtigt langt, men nu mangler jo al teknikken og strømmen ikke at glemme - og så lige detaljen med at få papir på.

Så besigtigede vi udendørsarealerne, der hvor alt materialet havde ligget (en kæmpe plads), er der nu alene små dele tilbage. Vi så det tidligere malerværksted (de har nu en hal) som er bygget op af baller af returpapir, der var engang et tag, men det blæste af, så nu er udsugningen i orden. Der er 20 malere beskæftiget, men nu arbejder de jo heller ikke lige hårdt alle sammen - hele tiden.

Herefter skuede vi udover pladsen med alverdens ting og da var det jeg fik øje på hundehvalpene! Så glemte jeg alt om sikkerhed og sandaler og så måtte det jo gå galt. Jeg havde held til at træde en jernstang ind mellem sandal og venstre fod, så nu sidder jeg stille med en hævet fod og tre blå tæer. Jeg håber, at jeg bliver klar til løbetur på søndag, men nu må vi se.

Herefter humpede vi videre (jeg gjorde) og så den nuværende papirmaskine (udefra), den nye lagerhal, omklædningsrum, kontorer m.v.

Undervejs på turen hilste jeg naturligvis på banditternes arbejdskammerater, de var allesammen meget smilende og venlige og ønskede mig velkommen.

Det var lidt morsomt at gå rundt på en tyrkisk papirfabrik og se så meget dansk tryk og skrift, men stort set alt, der er brugt til opbygningen, kommer jo fra Grenaa.

Alt i alt en meget interessant rundvisning - hvis du har lyst at følge opbygningen kan du se og læse meget mere på www.jo-tec.dk

Kaffe ved naboen

Sådan ser huset vi p.t. bor i ud

Vi har værelse i de to vinduer på 1. sal til venstre. Bagved kan bjergene skimtes. Det ser da meget godt ud, ikke?

Naboerne til venstre er et ældre ægtepar med en stor (godmodig) vagthund, som vi fodrer med det mad vi ikke selv kan (vil) spise, han synes derfor godt om os og gøer ikke når vi kommer hjem.

I dag har jeg været til eftermiddagskaffe hos nabokonen, det var en spændende oplevelse og endnu et bevis på at tyrkerne generelt er utroligt gæstfri.

Hun kom og spurgte om jeg havde lyst at komme til kaffe og selvfølgelig havde jeg det. Hun havde lige bagt marmorkage, derudover fik jeg serveret indbagt spinat og brød. Det var et helt frokost måltid med tilhørende kaffe - herligt.

Jeg havde taget min tyrkiske lærebog med, men da naboerne har boet og drevet forretning i Bohn, Tyskland i 20 år (boet der i 30 år) foregik samtalen på tysk. Det ville normalt ikke volde mig store problemer, men jeg synes at kombinationen af tyrkisk og tysk gjorde det lidt svært. Nå, men nu kender vi hinanden og jeg skulle endelig komme ind igen såsnart jeg har lyst.

Mon ikke den tyrkiske tradition siger at det næste gang er mig der skal bage og inviterer på kaffe.... ja, hvad ved jeg.

Kirsela (som hun hedder) kunne fortælle at det p.t. er meget varmt for årstiden og at de i år er blevet snydt for vinter - ingen af delene vil jeg klage over.

Jeg har i dag også været ude at cykle, spørg ikke hvor jeg var henne, men jeg fandt hjem igen og det giver altså varmen med sådan en cykeltur. Så har jeg solbadet et par timer og synes mine skuldre er lidt ømme, men det gider du nok ikke høre om...

Iyi günler!

Søndag er skovtursdag

Imanen i den lokale moske starter om søndagen ved solopgang med at annoncerer søndagens mødetider.... Det ville søndag den 4. marts sige kl. 05.30, lige tidligt nok på en fridag!
Så vi blev liggende til solen stod højere på himlen.

Søndag er motionsdag, så klokken 9.30 var løbeskoene snøret og Asger, Henning, Peter og mig drog afsted til bjerget. Henning og Asger løb 4 omgang - helt vildt, det er 22 km - det tog dem ca. 2 timer og 9 minutter. Peter og mig klarede 2 omgange - ca. 10 km - godt vi var to ellers er jeg ikke sikker på at vi var kommet rundt, det var både varmt og hårdt - vi har ingen officiel tid, hvilket vi heller ikke går så højt op i (vi var hjemme inden Henning og Asger...)

Allerede da vi løb forbi et mindre område med bænke, lidt skov, græsplæne (det hele ud til den meget trafikerede vej) ved 10-tiden, var de første familier igang med at stille an til grill og masser af mad. Tyrkerne er gode til at komme ud af de (for os) trange lejligheder i midtbyen og nyde forårsvejret, samvær og fridagen udendørs. Der bliver slæbt afverdens ting ud af de hårdt pakkede biler og så hygger alle sig en hel eller halv dag, spiser, sover lidt, børnene leger, ser lidt på trafikken og snakker en hel masse. Det MÅ vi altså prøve en søndag!

Søndag eftermidag bød på gåtur i området. Vi fandt en lokal te-stue (kun mænd) og fik serveret te udendørs, der går lidt tid inden jeg vænner mig til at drikke det.
Senere på eftermiddagen gik vi i byen for at få en kold øl, vi troede vi skulle sidde udenfor på Taylan - et pænt sted lige i nærheden - det kunne vi også godt, men ikke med en kold øl, for de serverer slet ikke alkohol og det er ligesom ikke det samme med en cola.
Så måtte vi over på det andet hjørne, hvor vi ikke var helt sikre på at jeg kunne blive lukket ind. Tjeneren i døren fik dog, med et lille nik fra indehaver, "lov" at at lukke mig ind også. Det var ikke et sted for "damer", men jeg drak pænt min øl, mens jeg måtte finde mig i at blive overbegloet og hvisket om - det kunne jeg så vælge at opfatte smigrende!

Det er situationer som disse der beviser hvor langt Danmark og Tyrkiet er fra hinanden, ikke kun fysisk.

- men spændende at opleve - glæden ved at være dansker og bo i Danmark vokser!

Friske jordbær

Jordbær og sol


Jeg har været på marked i Manisa (en ny variant) med to af mine venner i dag og vi købte blandt andet friske jordbær. De smagte fantastisk, jeg glemte at fløjte mens jeg gjorde dem rene, så nu er de spist! Herligt måltid og iført shorts og med 20 grader og sol udenfor, minder det jo i høj grad om en dansk sommerdag - den 3. marts...

Billedet er taget med selvudløser, bemærk den undrende hund!

I går var jeg på cykel til Manisa (billeder følger). Det var en "spændende" tur i tæt trafik, med huller i vejen, støv og skidt og masser af mennesker. Jeg tror, at jeg ialt har set 5-6 cyklister hernede, de fleste kører i bil eller dolmus, så det er ikke almindeligt at tyrkerne bevæger sig af sted på cykel.

Foråretsvejret havde virkelig lokket tyrkerne på gaden i går. Der var fyldt op ved fortovs"cafeer", i parkerne og på gaden.

Jeg må give Lars Bo ret - det er virkelig hårdt at cykle hernede. Det er meget kuperet, der er mange huller der skal undgåes og trafikken er tæt, jeg forstår han blev træt på bjerget forleden. Jeg håber dog at jeg slipper fra turen uden efterfølgende hviledag, i morgen skal vi jo ud at løbe!

Håber at foråret har ramt Danmark......

Selkasan

I går tog jeg turen til Selkasan gennem industriområdet - på gåben.
Det gav en meget god fornemmelse af hvilket kæmpe område det er. Fabrikkerne er enorme, der er mange mange store lastbiler, der er smog, en duft af - ja, henholdsvis skidtfisk, småkager og sur pap - det ryger og damper fra de mange skorstene og der er i det hele taget ikke særligt charmerende i det store industriområde.

Det var dog klar vejr så solnedgangen kunne følges bag bjergene, smukt syn.

Vi havde aftalt, at jeg kunne få en lift med hjem når banditterne fik fri, så jeg stod klar udenfor fabrikken lidt i seks. Det var på samme tidspunkt de mange busser, der transportere medarbejdere til og fra arbejde, begyndte at komme. Så mens jeg ventede gik jeg og sparkede lidt i rallet sammen med alle chaufførerne, der gik og byttede både cigaretter og bemærkninger.

Klokken 18 præcist væltede det ud med folk - jeg kan godt forstå at de glæder sig til at komme hjem efter en arbejdsdag på 10 timer. Mange af dem har så lige en times tid i bus inden de er helt hjemme, lang dag!

Det var iøvrigt lyst til omkring kl. 18.30, så nu bliver dagene længere...

Korrektion med korrekte data

Korrekte data om Manisa og området

Johannes fra nabohuset har været så venlig at sende mig nedenstående data om Manisa og området, disse data er bedre dokumenteret end det jeg tidligere har skrevet - tak Johannes!

Lidt om området vi befinder os i.Industriområdet ligger lige ved siden af byen Manisa, ca. 40 km. fraIzmir, og mellem 2 bjergkæder hvis højde er ca. 1200 - 1500 meter.Området, som hedder Manisa Oganized Industrial Zone, er på i alt 510hektar.
Her er der på nuværende tidspunkt 128 store virksomheder, hvorafSelkasan er en af de mindste. Her bliver der produceret alt mellem himmelog jord, og lidt oplysninger om nogle af de største virksomhederillustrerer tydeligt hvor stort det er. 65 % af alle Tyrkiske TV apparaterbliver lavet her, sammen med 17 % af alle TV til Europa. 26 % af alle aircondition- anlæg på verdensplan bliver også lavet her. En stor Italiensk cykelfabrik har også til huse her i området, og hvis man skal tro en lokal Internet side, bliver 35 % af hele verdens cykler lavet herpå denne fabrik!
De 128 virksomheder beskæftiger omkring 23.000 mennesker - en enkelt afvirksomhederne har 4.000 ansatte. Området har egen politistation, egengendarmeri - som er en slags politisoldater, egen redningsstation og også flere Moskéer med højtalere i tårnet så de religiøse budskaber kan blive forkyndt ud over alle fabrikkerne en 4-5 gange dagligt - den første gang allerede kl. 5:30 om morgenen!
Mange af vejene i industriområdet er firesporet, med midterrabat, men det er også nødvendigt når så mange mennesker skal til og fra arbejde. Stort set ingen kører i egen bil til deres arbejde - fabrikkerne har ingen P pladser - så alt transport foregår i busser som sandsynligvis er betalt af arbejdspladsen, som en del aflønnen. Mange af busserne er almindelige 45 personers, men der er også en del mindre til 10-12 personer. Lidt simpel hovedregning fortæller at der skal bruges en 5-600 busser til at transportere folk på arbejde om morgenen, og lige så mange om aftenen når alle skal hjem igen ! ...dertilkommer næsten lige så mange lastbiler med gods og byggematerialer, såtrafikken er tæt og kaotisk.
Som nævnt før er lysreguleringer og fuld stopskilte kun vejledende, så det er lige før der kræves 4 danskere for at begå sig her i en bil - en til at styre og bremse, og 3 til holde godt udkig til alle sider så man ikke bliver tromlet ned.

En talende vægt

Dette er til mine kvindelige læsere - fordi de forstår det!

Efter 14 dage med daglig motion, løbetur om søndagen, sund kost, stort set ingen slik, appelsiner, grape og solmodne tomater, er jeg begyndt at føle mig lidt lettere.

Det kender du godt - ikke?

Så er det jo sådan med os kvinder, at vi gerne lige vil have vægten tjekket (jeg vil ihvertfald), for det kan jo ikke gå at vi bilder os noget ind.

I Migros (det lokale supermarked) står en vægt og for 0,50 TYR kan man blive vejet. Jeg var alene i Migros i går, så det var jo oplagt at prøve (på en go` dag).

I med pengene og op på vægten- og så skete det: Min vægt blev "råbt" udover hele Migros! Jeg var ikke lige forberedt på, at det var en talende vægt, så jeg fik slet ikke rigtig fat i hvad der stod i displayet i første forsøg. I med en ny mønt -og denne gang var jeg cool, der er jo for pokker ingen i Migros der kender mig og iøvrigt var der slet ikke noget at være flov over....

Resultatet var så godt, at jeg på stedet bestemte mig for at bage kager - det siger vel det hele.

Bikinisæson come on......

Markedet i Izmir

En af markedsgaderne i Izmir.



Søndag eftermiddag drog en bilfuld afsted til Izmir. Peter er ret god til at finde rundt i millionbyen, så det er en fornøjelse at have ham med som guide og chauffør. Peter har en speciel teknik, ned med vinduet, ud med armen eller hånden og på måde kan han stoppe trafikken til egen fordel.

Temperaturen steg 5 grader på turen fra Manisa til Izmir og på humørskalaen blev det også bedre, for nu var der flere oplevelser i vente. Det var også Henning`s første tur på markedet i Izmir.

Vi fik shoppet - alt koster ingenting og kun det halve når der er pruttet om prisen. Vi fik købt bælter, bluser, taske og sko. Jeg fik ikke ros for min første handel (skoene), jeg gav mig for let og for hurtigt, men der var udstrakt service i forretningen og det kan jo også blive SÅ billigt, at det er helt flovt at presse prisen mere. Jeg blev bedre i løbet af dagen og gav endda et køb tilbage, da vi alligevel ikke var enige om prisen (jeg ville ellers godt have haft de t-shirts).


Vi fik også set lidt forskellige gader i Izmir. Der var gang i at plante forårsblomster ud rigtig mange steder, det varer nok lidt inden I kan gøre det i Danmark!



Vi havde en meget sjov oplevelse: Da vi slentrede rundt i gaderne, kunne vi pludselig høre Trille synge: "Langt ude i skoven", musikken kom fra en af de små forretninger og indehaverne stor grinende da vi stilte os op udenfor forretningen og sang med.



Alle var med da jeg prøvede sko!

Bjergtur med hjælperytter

Søndag er ugens fridag og den skal alle helst have noget ud af. Der er tradition for at løbe en tur i bjergene, denne søndag var turen rykket frem til kl. 9.30. Lars Bo havde i højt humør lørdag aften sagt at han gerne ville med på Asger`s cykel. Det var en fin ide, så kunne han også nyde udsigten og iøvrigt tage lidt billeder. Det første billede her er taget lige efter den første bakke er forceret (endnu inden hånden ryster), da er humøret stadigt højt og tempoet moderat.

Billede nr. 2 er taget i svinget på samme bakke og så ved jeg ikke helt hvad der skete, for der kom ikke flere billeder fra resten af turen.

Billedet er iøvrigt fra første omgang, jeg løb to omgange (dog uden Meldabakken 2. gang) 10 km siger Asger, det synes jeg er meget godt i det noget kuperede terræn.

Jeg løb 2. omgang alene og tro mig det er ikke almindeligt at se en kvinde løbe rundt i korte bukser (med så hvide ben) en søndag formiddag, jeg fik endda nogle tilråb fra håndværkerne ved bageren.... Godt jeg kan løbe fra dem!

Det er en hård tur og vores hjælperytter måtte da også ned og trække cyklen ind imellem, men vi er alle glade og stolte over de resultater vi nåede, vi må se hvad vi kan drive det til næste søndag.

Så var vi resten af dagens oplevelser! Ja, nogen skulle lige hvile sig lidt først.....

Kun den rigtige vokal gælder

Lørdag havde vi aftalt, at vi skulle gentage succen med hjemmelavet mad, denne gang med deltagelse, af de der havde lyst, fra "det grønne hus".

Så i frokostpausen lørdags mødtes jeg med Lars Bo og Peter på markedet bag Migros. Vi købte flotte friske grønsager til billige penge. Derefter gik turen til Migros, hvor vi denne gang har meget opsatte på at skulle have oksekød.

Vi havde en lille udfordring, ingen vidste hvordan man siger "KO" på tyrkisk. Nå, men Peter er ikke så rådvild, så han sagde til den unge mand bag disken at vi gerne ville have noget MUH og ikke MÆH. Det fik altså ekspedienten til at se noget "fåret" ud og mens Peter gentog seancen, stod Lars og mig bagved og var ved at dø af grin.

Så fik Lars øje på en skilt med en ko og ivrigt pegede han på det. Så skete der noget, for nu var ekspedienten med på bare noget af det vi mente.

Vi kunne ikke få hakket oksekød (!!!), men hele stykker oksekød i flere forklædninger. En venlig mand der stod i køen (og sikkert morede sig) spurgte om han skulle hjælpe med de sproglige udfordringer (sådan er tyrkerne, meget meget hjælpsomme) og på den vis fik vi 8 lækre bøf med hjem.

- og selvom der kun er en vokal til forskel, var vi glade for at vi denne gang havde skudt koen og ikke lammet!

Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor historien blev fortalt nogle gange!

PS: ko = inek

Kender du det?

... at have set en ting du rigtigt gerne vil have?

I mit tilfælde er det ganske uskyldigt og endda billigt (Henning). Jeg havde nemlig set de lækreste ½ liters CarteDor is i Migros og fra jeg slog øjene op i morges, tænkte jeg på is is is.

Jeg trak den til kl. 13.30, så spændte jeg skoene, stoppede en teske i lommen og sprintede ind til Migros. En time senere var jeg hjemme igen med ro i sjælen og et tilfreds smil - det var lige så godt som jeg havde drømt om, men ikke billigt som jeg havde troet - 30 kr. for ½ liter is, så er den betalt!

Tror temperaturen i dag har sneget sig op på 15-17 grader, snart for varmt med trøje :-))

God weekend til jer alle!

Danske bøffer med tyrkisk smag

I går fejrede vi, at Henning har været i Tyrkiet i 50 dage. Så efter 50 dage med mad i foliebakker, skulle aftensmaden være hakkebøf med bløde løg, kartofter og sovs - naturligvis til alle banditterne.

Jeg er jo den lille husalf, så min opgave var at have maden klar til aften - det ville jeg rigtigt gerne!

Nu var det jo hakkedrenge, banditterne var blevet lovet, så jeg fik en mindre udfordring da jeg kunne dufte at kødet ikke var oksekød, men lammekød....

Nå, men da havde jeg stegt et kg løg og alt andet var kørt i stilling (havde endda fundet rødbeder i Migros), så der var ikke andet at gøre end at tilbedrede maden som om det var oksekød. Jeg må sige at resultatet var overraskende godt, men nu skylder jeg jo stadig en gang hakkedrenge... Fair nok, det skal de få en anden dag.

Lidt anderledes mad skaber hurtig en god stemning og der blev skålet og smovset til den store guldmedalje - jeg sagde til banditterne at denne glæde over at få serveret "dansk"mad, skal de huske at vise deres familie, når nu de kommer hjem igen.

Så selvom sovsen var lidt "ulden" i smagen gled det hele ned - ingen rester til hundene, synd!

Tina